Hobro Golfklubs bedste herrehold - i de HIK-inspirerede gule trøjer - skal i 2019 for første gang prøve kræfter i 4. division.

HOBRO: Hobro Golfklubs bedste herrehold står i 2019 overfor sin første sæson i 4, division.

Hvad klubben har gjort sig af overvejelser i den anledning er der tirsdag 15. januar mulighed for at høre nærmere om, når turneringsudvalget i Hobro Golf inviterer til info-aften omkring planerne for klubbens i alt tre turneringshold mht. træningsophold, spilledatoer, spilletøj etc.

Udover det nyoprykkede 4. divisionshold kan golfklubben i Hobro mønstre hhv. et herre- og et damehold i kvalifikationsrækken.

Damerne måtte efter en tæt turnering og en marginal afgørelse se sig sendt retur til kvalifikationsrækken efter blot en enkelt sæson i 3. division, men med tilgang af nye dygtige kræfter er der begrundet håb om, at Hobro-damerne i 2019 kan gøre sig gældende i spillet om oprykning.

- Info-mødet 15. januar er også åbent for andre spillere end klubbens egne. Spillere, som måske kunne have lyst til at prøve kræfter med turneringsgolf på de respektive niveauer, bemærker Steen Claudi på vegne af Hobro Golf.

Nærmere info kan fås hos koordinator, Jesper Schou.

Umiddelbart efter infomødet om turneringsgolf følger en regelaften, hvor klubbens turneringsspillere kan orientere sig nærmere om en række nye markante ændring i reglerne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...