I samarbejde med Advokathuset Helle Larsen A/S kan alle og enhver få gratis råd fra en advokat i Metals nye hus på Drejøvej 7

HOBRO: Hobro har fået et nyt retshjælpstilbud.

Dansk Metal Himmerland og Advokathuset Helle Larsen A/S indgår nemlig et samarbejde, der betyder, at det bliver muligt for alle borgere at få et gratis råd fra en advokat.

Parterne lægger op til at tilbyde åben rådgivning den sidste torsdag i hver måned klokken 15 til 16.30 hos Dansk Metal på adressen Drejøvej 7, Hobro

Rådgivningen er anonym - der bliver ikke registreret noget, og den er helt gratis.

Der bliver tale om en advokatvagtsordning, hvor du gratis og anonymt kan få en kort vejledning og et godt råd.

Ingen sagsbehandling

I advokatrådgivningen kan der ikke foretages egentlig sagsbehandling, men tilbuddet giver mulighed for at få lidt klarhed over, hvilke muligheder man har.

Advokathuset Helle Larsen A/S stiller med advokaterne Sanne Tange Brøndberg og Helle Larsen.

Dansk Metal Himmerland stiller med gode rammer i de nye lokaler på Drejøvej i Hobro.

- Det har længe været et ønske, at vi kunne tilbyde borgerne i Hobro en mulighed for et godt og gratis råd om jura, siger advokat Sanne Tange, fra Advokathuset Helle Larsen A/S.

Ole Madsen, formand for Dansk Metal Himmerland, er helt enig;

- Vi vil gerne være med til at sikre, at alle har en mulighed for at tale med en advokat, og derfor har vi valgt at stille lokaler til rådighed for advokatvagten.

Både Dansk Metal og Advokathuset Helle Larsen A/S går ind i dette arbejde med frivilligt arbejde uden løn eller andet vederlag for de involverede.

Når du har brug for et råd

- Det er vores erfaring fra advokatvagten i Hadsund, der har eksisteret gennem mange år, at mange mennesker kan have brug for at få svar på et spørgsmål, et godt råd eller bare at få at vide, hvor man kan henvende sig for at komme videre med tingene, siger advokat Helle Larsen.

Den mulighed stilles nu også til rådighed i Hobro.

Tilbuddet gælder alle, og der stilles ikke krav om medlemskab af Dansk Metal.

Metal Himmerland har, efter at man solgte lokalerne på Jernbanegade 12 i Hobro, flyttet ind i en ejendom på Drejøvej 7 i Hobro, hvor man nu er kommet på plads.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...