6. juni inviterer Kunstetagerne i Hobro til den første gratis omvisning i den nyligt åbnede udstilling ”Kunsthåndværk fra Bornholm”

HOBRO: Torsdag 6. juni inviterer Kunstetagerne i Hobro til den første gratis omvisning i den nyligt åbnede udstilling ”Kunsthåndværk fra Bornholm”.

Udstillingen tæller 70 værker, kreeret af 12 af øens bedste og mest anerkendte kunsthåndværkere, og kunstfaglig medarbejder i Kunstetagerne, Anne Lie Stokbro, glæder sig til at vise om.

- Udstillingen er meget varieret, og med værker i både glas, keramik, træ og ædle metaller er der nok at se på, fremhæver hun.

Trækunstneren Hans Henning Pedersen skaber eksempelvis store, drejede kar, op til 70 cm i diameter, ud af ét stykke træ, mens glaskunstnerne Maibritt Jönsson og Pete Hunner, Baltic Sea Glass, skaber støbte fade på over en meter.

- For de virkeligt dygtige kunsthåndværkere handler det hele tiden om at udfordre sig selv, om at strække materialerne og teknikkerne så langt som muligt. Man kan kun forestille sig, hvor mange forsøg der går forud for hvert enkelt færdigt værk, funderer Anne Lie Stokbro.

Næste omvisning i udstillingen ”Kunsthåndværk fra Bornholm” finder sted torsdag 4. juli.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...