Teatret Møllens forestilling ”Det ensomme hjerte” bjergtog publikum i Hobro

Man kunne - bogstaveligt talt - høre en knappenål falde til jorden i Hobro Theater onsdag aften under Teatret Møllens stærke fortolkning af Tom Buk-Swientys anmelderroste roman ”Det Ensomme Hjerte”.

Umiddelbart inden forestillingen havde Teaterkredsen inviteret lektor Ole Bent Larsen til at give et uddybende oplæg om den unge tyske lægestuderende Hans Horn, der uforvarende begav sig ud på en hårdfør og dramatisk rejse, da han blev hvervet til den tyske Wehrmacht under anden verdenskrig.

I løbet af krigen blev han vidne til mange mærkværdige og grusomme hændelser.

Teatret Møllens forestillingen starter dér, hvor Horn som 24-årig står ved en mur med et geværløb rettet imod sig, da han ved krigens slutning bliver standset i Tjekkiet på vej hjem til sin kone og datter.

Teatret Møllens stærke hold med Ole Sørensen og Thomas Jacob C. Rønne lægger sammen med Ane Hovby krop og stemmer til Hans Horn og dennes børn samt til de mange skæbner, han mødte på sin utrolige rejse gennem det østlige Europa.

På scenen medvirkede tillige et klassisk strygerensemble, som dramatisk og virkelig velspillet underbyggede stykkets skiftende stemningsbilleder sammen med den flotte og overraskende lyssætning og stykkets enkle scenografi.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...