Grønlandske pædagoger har besøgt institutionen i Mariager

MARIAGER: Et nyetableret samarbejde mellem Sødisbakke i Mariager og Socialstyrelsen i Grønland skal understøtte den pædagogiske udvikling begge steder.

Aftalen omfatter nye botilbud og uddannelse af pædagogisk personale i Grønland.

I den forbindelse havde Sødisbakke besøg af tre kollegaer fra Grønland.

Mødet inspirerede gensidigt, idet gæsterne især bed mærke i Sødisbakkes arbejdsfilosofi Gentle Teaching.

Den filosofi bygger på en venlig, omsorgsfuld og kærlig omgang mellem den professionelle medarbejder og den enkelte beboer.

Gentle Teaching

- Vi vil gerne tage filosofien Gentle Teaching med hjem til Grønland, og det kunne være rigtig godt, hvis vores personale fik et kursus i at bruge den, fortæller Mina Steenholdt, der til dagligt arbejder på en institution i Ilulissat.

- Gentle Teaching passer rigtig godt ind i den anerkendende pædagogik, vi allerede bruger.

- Så den vil passe godt ind i vores hverdag.

- Den tilgang og den nærhed, som medarbejderne møder både hinanden og beboerne med, er dejlig at opleve, fremhæver Mina Steenholdt.

For nogen tid siden havde afdelingen Skovbo på Sødisbakke inspirationsbesøg af Mina Steenholdt og to af hendes grønlandske kolleger.

På inspirationsbesøg

Som en del af foromtalte samarbejdsaftale mellem Socialstyrelsen i Grønland og Sødisbakke bidrager institutionen i Mariager med gode råd - både til opførelsen af en ny samlet institution og til selve uddannelsen af pædagogisk personale i Grønland.

I løbet af det ugelange besøg i Mariager blev gæsterne vist rundt og undervist.

De har blandt andet besøgt Sødisbakkes dagtilbud, deltaget i det daglige arbejde på afdelingen og fulgt et autismekursus.

På Skovbo glæder man sig over samarbejdet med Grønland og muligheden for at give erfaringer videre.

Udviklingsarbejde

- Vi vil gerne være med til den her form for udviklingsarbejde og stille vores viden og erfaring til rådighed.

- I forbindelse med byggeriet af vores egen afdeling Skovbo har vi selv oplevet, i hvor høj grad det kan påvirke arbejdsmiljøet i positiv retning, forklarer Susanne Poulsen.

Hun leder Tilbuddet for Autismespektrum Forstyrrelser på Sødisbakke.

- Vore erfaringer giver vi nu videre, når det nye tilbud bygges i Grønland.

- Og så er det da positivt, at de har lagt mærke til den måde, vi er sammen med vore beboere på og forholder os til dem gennem Gentle Teaching, kvitterer Susanne Poulsen.

På genbesøg i Grønland

Medarbejdere fra Sødisbakke er inviteret til Grønland for at understøtte udviklingen af botilbuddene deroppe.

Mina Steenholdt glæder sig over, at besøgene går begge veje.

- Så kan vi også vise, hvad vi gør godt i Grønland - vise vores kultur, og hvad vi kan tilbyde, uddyber Mina Steenholdt.

Den er Susanne Poulsen helt med på.

- Vi er selvfølgelig ydmyge over for de kulturforskelle, der eksisterer mellem Grønland og Danmark, betoner hun.

Lære af hinanden

- Noget af det, vi gør hos os, kan kopieres direkte - andet skal omformes, så det passer til den grønlandske kultur.

Men vi vil gerne være med til at understøtte den udvikling, der er i gang i Grønland og lære af andres måde at gøre tingene på, anfører Susanne Poulsen.

På Sødisbakke bor i øjeblikket seks grønlændere, og institutionen har tidligere haft besøg af minister for sociale anliggender i Grønland, Anthon Frederiksen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...