Cirka 1000 betalende gæster fredag og lørdag var samlet til gymnastik i Valsgaard hallen

VALSGAARD: Valsgaard er indiskutabelt en af gymnastikkens højborge i Himmerland.

Det blev endnu engang understreget, da i alt cirka 1000 betalende gæster fredag og lørdag var samlet til gymnastik i Valsgaard hallen.

Fredag gjaldt det den årlige efterskoleopvisning - i år med hold fra Onsild Idrætsefterskole, Himmerlandscenterets Idrætsefterskole og Bjergsnæs Efterskole. Aftenen blev også krydret med en flot danseopvisning fra Fusion Dance Crew fra Randers Gymnastiske Forening samt en imponerende opvisning fra Himmerlands Ynglingehold, som på skift træner i Valsgaard og Aars.

Lørdag var det foreningens egne hold, der var på gulvet: i alt 780 medlemmer på tværs af aldersgrupper og hold.

I forbindelse med opvisningen blev Valsgaard Gymnastikforening også - som den første gymnastikforening i Nordjylland - certificeret som ”Springsikker Forening”.

Beviset på den nyerhvervede status blev overrakt til foreningen af formanden for DGI Nordjylland, Palle Fogh.

Den samlede bestyrelse blev samtidig hædret for arbejdet med certificeringen - repræsenteret af Anne-Line Velling Sveistrup og det tidligere bestyrelsesmedlem Pia Søndergaard Lybech.

Som afslutning på forårsopvisningen vankede der erkendtligheder til to af foreningens instruktører, som er med i kandidatfeltet, når Mariagerfjord Idrætsråd fredag uddeler årets idræts-awards.

Elly Bjerring er indstillet som ”Årets leder” efter henved 50 år som instruktør i foreningen, mens Annsofie Nielsen er blevet indstillet til ”Årets ungleder” for sin instruktørindsats i forhold til foreningens egne hold - men også mini-landsdelsjuniorholdet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...