Gårdmandparret Birgit og Henrik Bønlykke får hæderspris for nytænkende haveprojekt for flygtninge med afsæt i Nørager

NØRAGER: ”Når man er flygtning, er det godt at grave i jorden i det nye land.

Vi kommer fra Syrien. Nu sætter vi vores kartofler i Danmark. Det giver kærlighed til jorden og til Danmark”, siger Mehyar Sahtout, flygtning fra Syrien.

Han er aktiv i haveprojektet Guldagergård 4H-klub i Vesthimmerland, men som tager afsæt i en flok syriske flygtninge bosat i Nørager.

Projektet har netop modtaget Tværkulturelt Centers aktivitetspris Stjernestunder 2018 - som et nytænkende haveprojekt for flygtninge og danskere.

”Integrationsfremmende”

Gårdmandsparret Birgit og Henrik Bønlykke fik overrakt prisen i Helligåndskirken i Aarhus af Tværkulturelt Centers næstformand, tidligere sognepræst Inge With Johannessen.

Prisen, der består af afrikanske kurve og 400 særtrykte pr kort, gives for ”et integrations fremmende initiativ, der med frivilligt engagement bidrager væsentligt til kontakt og meningsfuldt samvær mellem flygtninge og danskere i lokalsamfundet”.

Da Nørager for fem år siden modtog en større gruppe flygtninge fra borgerkrigen i Syrien, oprettede ildsjæle fra byen, kirken og Danmissions lokalkreds Foreningen for Integration af Flygtninge i Nørager.

I samarbejde med foreningen åbnede Birgit og Henrik Bønlykke deres marker for et 4H haveprojekt, hvor flygtningefamilier fik tilbudt køkkenhaver og fællesskab med danskere.

Køkkenhave på Guldagergård

Siden har omkring 30 flygtninge fået en køkkenhave på Guldagergård.

Hver familie dyrker egne grøntsager, og derudover omfatter projektet også en stor fælleshave.

I dag sidder fem flygtninge med i klubbens bestyrelse, og der eksperimenteres med nye afgrøder med inspiration fra flygtningenes hjemlande.

Birgit og Henrik Bønlykke siger, at den kristne tro er bærende for deres engagement.

Henrik Bønlykke er medlem af byens menighedsråd, og begge er engageret i Danmission.

Henrik Bønlykke forklarer:

- Når flygtninge spørger til vores tro, fortæller vi, at vi er kristne, og at her i Danmark respekterer vi hinandens tro.

- Vi vil gerne vise, at vi vil dem alle sammen.

- De fleste danskere har ingen forestilling om, hvad flygtninge har set og oplevet, inden de kom til Danmark.

- For os handler det om at møde flygtninge som vores medmennesker, understreger Henrik Bønlykke.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...