8. august inviterer Mariagerfjord Havekreds på havebesøg i Havndal og Blenstrup

I august har Mariagerfjord Havekreds tradition for besøg i nogle af haverne i kredsens område.

Således også i år.

Aftenturen går til Ommersyssel torsdag 8. august - med besøg i Havndal og Blenstrup nær Gjerlev.

Klokken 19 mødes medlemmene hos Ulla og Karl Erik Precht, Venusvej 38, Havndal.

Dejlig parcelhushave

En hyggelig parcelhushave anlagt i 1981. Senere er haven udvidet med yderligere 600 kvm til i dag 1400 kvm.

Haven er i udvikling hele tiden.

Den rummer mangt og meget at se på, og haveejerne forsøger hele tiden at finde nogle nye spændende planter, buske og træer.

Så uanset hvilket tidspunkt på året, man befinder sig i haven, er der altid noget nyt at se på.

Ulla og Karl Erik Precht samler ikke på nogen bestemte planter.

Haven er delt op i mange rum, så der er altid venter en ny overraskelse, når man runder det næste hjørne.

Der står drivhus, havehytte og siddepladser flere steder i haven.

Stor landbohave

For at komme videre til den anden have kører havekredsen cirka 12 km til Blenstrup, hvor deltagerne aflægger besøg i Berith Pedersens have, som er en stor landbohave.

Den er delt op i to afdelinger med prydhave syd for huset og køkkenhave og stort havehus nordvest for huset.

I haven befinder sig en meget stor pavillon, der fortsætter i en pergola - begge dele er helt overgroet af slyngroser og klematis.

I foråret 2019 har man anlagt et nyt spændende bed i prydhaven.

Vid udsigt

Nordvest for huset står drivhus og højbede samt et flot hjemmebygget havehus.

Det bærer tydeligt præg af, at Beriths mand er tømrer.

Fra haven udfolder sig en vid udsigt ud over marker og landskab.

Bestyrelsen har taget godt aftenbrød med til den kaffe, medlemmerne selv brygger derhjemme.

Aftenen slutter med, at vi drikker vor medbragte kaffe og nyder brødet, som bestyrelsen sørger for.

Husk at melde dig til.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...