Nybyggeri giver dagligt grund til smil på læben i Vasehus Ridecenter

”En stald i særklasse”.

Sådan betegner Vasehus Ridecenter selv den nye staldbygning, som her i løbet af efteråret er blevet taget i brug i ridecenteret på grænsen mellem Mariagerfjord og Viborg Kommune.

Den nye stald er bygget som et stort H med fire staldafsnit, hvor hver hest har sit eget vindue.

- Vi har bygget det bedste, vi kunne komme i tanke om, og synes selv, at det er lykkedes.

- Blandt andet har vi lavet et stort opsadlingsområde i midten for at skabe en masse hygge.

- Der er mulighed for varmt vand på vaskepladsen til at vaske sin hest. Der er en kæmpe vaskemaskine til dækkener, et solarium og et sadelrum med skab til hver enkelt hest.

- Og alt i alt giver den nye stald bare smil på læberne hver dag, fremhæver ejer af Vasehus Ridecenter, Elisabeth Jensen.

Trods corona-restriktionerne har rideklubben i store træk formået at gennemføre rideundervisning som normalt op til juleferien – udendørs, vel at mærke.

Heldigvis har det for det meste passet med, at regnen er holdt op, når undervisningen er startet, og rytterne har generelt taget den udendørs undervisning med højt humør.

Juleafslutningen blev afviklet med lys på to baner, stjerner, julemusik og nisser på heste.

- Det var lige før, det var hyggeligere, end hvis vi havde været i hallen, noterer Elisabeth Jensen, som dog i samme åndedrag håber, at der snart bliver styr på pandemien.

Foreløbig afventer både ridecenter og rideklub i spænding at høre, om der igen kan undervises indendørs fra januar….

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...