Birgitte Fyllgraf Nørgaard tilbyder japansk lifting som alternativ til botox-behandlinger

Mandag 16. november slår Birgitte Fyllgraf Nørgaard dørene op til Hjørnehuset i Døstrup. Her vil Birgitte tilbyde japansk lifting, der er et naturligt alternativ til botox-behandlinger.

Birgitte Fyllgraf Nørgaard har i mange år været et kendt ansigt i smykke- og lingeributikker i Hobro. Nu kaster hun sig ud i et nyt eventyr.

- Jeg trængte til nye udfordringer, og ville gerne prøve noget helt andet. Derfor har jeg de seneste måneder gennemgået en uddannelse i japansk lifting, fortæller Birgitte.

- Japansk lifting er en behandlingsform, der er et naturligt alternativ til de mere velkendte botox-behandlinger. Metoden bygger på gamle japanske og kinesiske traditioner, og har sit afsæt i blandt andet refleksologi, akupressur, ansigtszoneterapi og bindevævsmassage.

- Behandlingen er udviklet af zoneterapeuter, akupunktører, kosmetologer og diverse kropsbehandlere, og er også kendt for at have en meget afslappende og afstressende virkning, fortæller Birgitte.

- Resultaterne af behandlingerne er rigtig gode, og jeg glæder mig rigtigt meget til at byde en masse kunder velkommen i Hjørnehuset, herunder gerne et gensyn med mange af de kunder, som jeg de sidste 15 år har lært at kende som butiksansat i Hobro.

- Jeg har specialindrettet Hjørnehuset med masser af hygge og ro, så jeg tør godt love kunderne en helt speciel oplevelse.

- Endelig er det jo også en stor sidegevinst, at jeg bidrager til endnu mere liv i Døstrup, og selvfølgelig også min egen hverdag, slutter Birgitte.

Hjørnehuset har hjemme på Døstrupvej 110 i Døstrup.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...