Citychefen bebuder blandt andet flere børneaktiviteter, motorcykeltræf og veteranbiltræf i byen til sommer, street food og land-by aktiviteter og blus på Ambu-fest.

HOBRO: Da Torben Ringe Christensen tiltrådte som Hobros nye citychef, lovede han nye ideer og aktiviteter i Hobro i 2020.

Nu lukker citychefen godteposen på klem.

Han bebuder blandt andet flere børneaktiviteter, motorcykeltræf og veteranbiltræf i byen til sommer, street food og land-by aktiviteter og blus på Ambu-fest.

Da Torben Ringe Christensen 1. august tiltrådte som ny citychef i Hobro, trak han straks i arbejdstøjet.

Men eftersom de resterende aktiviteter i 2019 da var planlagt, slår hans ideer nylig igennem i 2020.

Mange ideer

- Sammen med Hobro Handels bestyrelse, Hobros aktive butikker og en lang række andre aktører, herunder også områdets foreningsliv, har vi det sidste halve år haft mange ideer oppe at vende.

- Nu har vi lagt os fast på aktivitetsprogrammet for det kommende år, og jeg kan godt love, at der bliver en række nye, spændende og anderledes aktiviteter, stiller Torben Ringe Christensen i udsigt.

- Januar og februar bliver dog traditionen tro stille.

- Men resten af året er det såmænd vores ambition, at der skal ske en aktivitet i Hobro stort set hver eneste uge.

- Ikke nødvendigvis store sager, men aktiviteter, der er med til at understrege, at der hele tiden sker noget i Hobro.

- Vi skal være en levende by, som altid har noget at byde på.

- Som et nyt initiativ vil vi eksempelvis gøre vores open by night aftener i Hobro endnu mere varierede og levende.

- Det skal ske via en række temaer som omdrejningspunkt for aftenerne, der gør det til en helt særlig oplevelse, at tage til open by night i Hobro, lover Torben Ringe Christensen.

Street food og land-kontra-by

Første gang, byen mærker det, er en række fødselsdags-aktiviteter fredag 3. april.

Senere kan du opleve temaer som street food aktiviteter, land-kontra-by-tema og kræmmer-nat.

- I sommerens løb byder vi på en happening, hvor butikkerne holder åbent 28 timer i streg. Og altså hele natten.

- Vi skruer også endnu mere op for børneaktiviteter med fokus på at tiltrække børnefamilier, når vi har arrangementer i byen.

- Vi indbyder til en stor Lego-event, og så skal vi have kåret Hobros flotteste tegning, uddyber citychefen.

Midt på sommeren kan du glæde dig til både motorcykeltræf og veteranbiltræf i Hobro.

Ambu fest tilbehør

Dertil en række aktiviteter i forbindelse med Ambu festen, der jo fejrer 100 års jubilæum i år.

- Her har vi ikke detaljerne på plads endnu.

- Men vi planlægger blandt andet en stor torvedag med byens butikker som en aktiv del af Ambu festen, afslører Torben Ringe Christensen.

Til efteråret pusles med ideen om en modeuge - en ”fashion week” med modeshows fra forskellige butikker.

Og så banker julen - den i 2020 - igen på døren.

- Så der kommer til at ske en masse fra starten af april og resten af året.

- Jeg kan godt love, at der bliver noget at glæde sig til i Hobro i 2020, forsikrer Torben Ringe Christensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...