En lægskade holder Simon Jakobsen ude af Hobros kamp mod Silkeborg

FODBOLD: Det bliver uden Simon Jakobsen på holdet, når Hobro IK lørdag eftermiddag skal på besøg hos Silkeborg IF i 1. division.

En skade betyder nemlig, at forsvarsspilleren går glip af gensynet med sin tidligere klub.

- Jeg døjer desværre stadig med den lille fiber, jeg fik i læggen mod Fredericia for et par uger siden, fortæller Simon Jakobsen.

Hobro IK må blandt andre også se bort fra karantæneramte Edgar Babayan, men til gengæld kommer himmerlændingene til Silkeborg med tre sejre i træk.

- Det er selvfølgelig dejligt, at vi har fået en god mængde point, men i de fleste kampe er vi i perioder blevet trykket for langt tilbage. Især i anden halvleg af kampene har vi overladt for meget initiativ til modstanderne, og det er bestemt ikke en del af planen.

- Det arbejder vi med at få løst, men det er heldigvis nemmere at arbejde med, fordi vi har fået nogle gode resultater, siger Simon Jakobsen.

Der er kampstart i Silkeborg klokken 13.30.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...