Erfaren forsvarsspiller er glad for at være en del af sammenholdet i Hobro

Mens stopperkollegaen Rasmus Minor har valgt at søge fodboldlykken andre steder, har Hobro IK netop forlænget samarbejdet med Simon Jakobsen, så hans kontrakt nu løber til sommeren 2022.

Simon Jakobsen, der kom til klubben i januar-transfervinduet 2020, har indtil videre spillet 13 kampe med et - meget vigtigt - mål til følge.

Nu kan den tidligere Silkeborg-spiller så se frem til endnu to sæsoner i den gule trøje.

- Simon har i løbet af den korte tid, han har været i klubben, efterladt et godt aftryk, både i hans engagement i lokalområdet, men også på grønsværen. Simon er mødt op hver dag med gåpåmod og professionalisme og har været en gevinst i omklædningsrummet.

- Derfor er vi også både glade og stolte over at kunne forlænge aftalen med Simon, siger sportschef i Hobro IK, Jens Hammer Sørensen.

Selv vidste Simon Jakobsen hurtigt, at han gerne ville forlænge tilværelsen på Amerikavej.

- Da jeg kom til i vinterens transfervindue på en halvårlig kontrakt, fik både jeg og klubben mulighed for at se hinanden an.

- Det var fantastisk for mig at komme til Hobro IK, og det var dejligt nemt fra dag et. Jeg blev taget godt imod af alle i og omkring klubben, så jeg følte ret hurtigt, at dette var et godt match.

- Derfor er jeg også enormt glad for at have fået forlænget min kontrakt med to år, så jeg nu har mulighed for at arbejde mig endnu mere ind i klubben. Det er helt vildt fedt, siger Simon Jakobsen.

Forsvarsspilleren fik hurtigt følelser for klubben og byen og har oplevet et fantastisk sammenhold både indenfor og udenfor kridtstregerne.

- Fra dag ét mærkede jeg en helt speciel opbakning og stolthed omkring klubben fra lokalsamfundet, som jeg er glad for fortsat at være en del af.

- Jeg interesserer mig for at skabe værdi, sammenhæng og sammenhold mellem klub og by, og det har været fedt at møde alle de mennesker med passion for Hobro IK. Fra de frivillige, til fans og partnere, hvis hjerte alle banker for Hobro IK.

- Derfor glæder jeg mig også til at få to år til at bygge videre på dette og lære folk endnu bedre at kende, slutter Simon Jakobsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...