SUPERLIGA: Mikkel Mejlstrup Pedersen, der voksede op på Amerikavej, forlænger sin kontrakt med barmdomsklubben til sommeren 2023

Hobro IK og midtbanespilleren Mikkel Mejlstrup Pedersen er blevet enige om at forlænge den nuværende aftale helt frem til sommeren 2023.

Dermed har klubben hold på Hobro-knægten, der voksede op på Amerikavej tæt på klubben, og som nu er blevet en ung mand på 23 år.

Efter en stilfærdig start med få indhop, figurerer M. P. nu fast i startelleveren på midtbanen, hvor han og amerikanske Christian Cappis på forbilledlig vis tog over, da Vito Hammershøy-Mistrati gik til Randers samtidig med, at anfører Jonas Brix Damborg løb ind i en længere skadesperiode.

I stadig udvikling

I denne sæson har han spillet i 19 af 20 superligaopgør.

M. P., som der står på trøje nummer 14, indledte sin fodboldkarrieren i Hobro IK, og her spillede han, indtil han som U 15 spiller skiftede til Randers FC.

I sommeren 2016 vendte han tilbage til Hobro IK, og efter tre og et halvt år i den gule trøje fordobler han nu sit engagement med barndomsklubben.

Det glæder sportschef Jens Hammer Sørensen sig over:

- Mikkel har taget store skridt, siden han i 2016 vendte tilbage til Hobro IK.

- Han har udviklet sig til at være en rigtig dygtig fodboldspiller og har i denne sæson spillet fra start næsten hver gang.

- Han præsterer rigtigt godt og er i tilgift en lokal knægt, der står for hårdt arbejde og ydmyghed.

- Derfor passer han rigtig godt ind klubben, fremhæver sportschefen.

- Og så er vi selvfølgelig utrolig stolte over den udvikling, som Mikkel har gennemgået i sine år i Hobro IK.

Det vidner om, at vi i klubben har skabt et miljø, hvor der er gode muligheder for at udvikle sig som fodboldspiller, tilføjer Jens Hammer Sørensen.

Med til historien om den nye midtbaneakse, som klubben med succes har afprøvet en række kampe, hører, at Christian Cappis for tiden ligger i træningslejr med det amerikanske A-landshold.

Tage mere ansvar

Selv glæder Mikkel Mejlstrup Pedersen sig over udsigten til at spille endnu flere kampe for sin barndomsklub i de kommende år:

- Jeg er jo Hobro-dreng, så det er specielt for mig at spille her i Hobro IK.

- Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg gerne ville forlænge aftalen, for jeg nyder virkelig at spille her i klubben, fastslår M. P.

- Som fodboldspiller har jeg udviklet mig meget her i Hobro IK, og jeg tror, at jeg kan udvikle mig yderligere i de kommende år.

- Jeg skal kæmpe for at blive ved med at spille fast, og så vil jeg arbejde på at tage mere ansvar og være en leder inde på banen, bebuder Mikkel Mejlstrup Pedersen med foreløbig 96 førsteholdskampe og en enkelt fuldtræffer i superligaen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...