Peter Sørensen glædede sig over forsvarsindsatsen mod Hvidovre, men ærgrede sig over, at Edgar Babayan går en ny karantæne i møde

FODBOLD: Hobro IK fik tre point med hjem fra fredagens udekamp mod Hvidovre, og det var på baggrund af en god defensiv indsats.

For fremad banen var der ikke meget, der fungerede for Hobro, der kunne takke en velspillende Adrian Kappenberger for, at det alligevel gav fuldt udbytte og en 2-1-sejr.

- Der er grund til at hæfte sig ved, at vi har en flok mandfolk, der kæmper, til blodet springer. Der var nogle stykker i Adrian, Tobias (Salquist, red.) og Hugo (Andersson, red.), der stak ud ved at forsvare vores mål godt, men spillet med bolden var selvfølgelig ikke prangende, siger Hobro-træner Peter Sørensen.

Ganske symptomatisk for en svær Hobro-aften kostede kampen også et meget tvivlsomt rødt kort til Edgar Babayan, der dermed kan imødese karantæne igen. Fredagens kamp var Babayan første efter at have afsonet karantæne i sæsonens første tre kampe.

- Jeg har kun lige set det i situationen, og der synes jeg, at det ser usædvanligt hårdt ud. Det er selvfølgelig en streg i regningen, hvis vi skal undvære ham igen, siger Peter Sørensen, der fredag aften godt nok gav comeback til Jesper Bøge, men til gengæld måtte se bort fra Simon Jakobsen, Mathias Haarup, Imed Louati.

- I en ret svær tid for os synes jeg faktisk, at det er en hæderlig høst, at vi har hentet syv point i de første fire kampe, siger Peter Sørensen.

Hobro skal i kamp igen på tirsdag, hvor Skive kommer på besøg på DS Arena.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...