Midt i Hobro IKs sportslige krisetid i superligaen vil en arbejdsgruppe stifte Hobro Yellow Vikings - torsdag 8. november på DS Arena

HOBRO: - Selvfølgelig kan vi fylde en bus med et halvt hundrede Hobro-tilhængere, køre til udekamp i Esbjerg og støtte holdet, så vi både kan ses og høres.

- Også selv om vi ligger sidste i superligaen.

- Og at vi formår dét, vidner jo bare om, at vi sagtens kan finde ud af at stå sammen i modgang, hvis bare vi vil, nærmest fnyser 48-årige Patrick Sadolin, de bor i Hobro.

Trodsreaktion

Lige præcis den trodsreaktion opstod efter et par Hobro-udekampe med aflyst fanbus.

Patrick Sadolin med assistance fra andre satte turen i værk og fik bikset nogle sange sammen i bussen, som blev skrålet ud over vestjyske Bluewater Arena, "så vi var helt hæse dagen efter".

Men en sejr blev det som bekendt ikke til.

Nu ruster Hobros Gule Vikinger sig til yderligere verbal kamp for klubbens overlevelse i landets bedste fodboldrække.

Vip-kultur i fanteltet

Navnet er endnu uofficielt, men om alt går vel, tjekker HIK tilhængere torsdag 8. november klokken 18 ind på DS Arena og stifter fanklubben med det engelskklingende navn - Hobro Yellow Vikings.

- Det skal være en fanklub med fast hjemsted på DS Arena, hvor vi mødes et par timer før hjemmekampene i fanteltet ikke langt fra vores lille ståtribune.

- Og hvor vi håber at kunne skabe et fanfællesskab og en opbakning, som spillerne mærker under kampene.

Patrick Sadolin håber, at førsteholdsspillere eller folk fra trænerstaben før kampene besøger teltet og bidrager til opvarmningen med lidt fansnak.

- Teltet må gerne få status af fanklubbens eget vip-område før kampene - med øl til moderate priser, måske lidt levende musik og fankonkurrencer om eksempelvis en signeret trøje, uddyber han.

Ikke at rakke ned på spillere

- Og i vores støtte skal vi være positive og opmuntrende og ikke - som man desværre oplever på Facebook for tiden - rakke ned på nogle af spillerne, når det går dårligt, eller der begås fejl, præciserer Patrick Sadolin.

- Som spillere undgår vi ikke at lave fejl på banen.

- Og ingen spiller er mere ked af det end ham, som er skyld i et mål, lyder det fra Mads Justesen, der om nogen har prøvet både opture og nedture med klubben.

- Tro det eller lad være. Selv en ubetydelig opbakning, som når man får øje på de gule farver og nogle kendte ansigter på udebane, som gerne vil støtte os, betyder virkelig noget for spillerne på grønsværen.

Opbakning betyder noget

- Jeg husker i foråret, hvor vi i kvalifikationsspillet skulle vinde over Silkeborg for at sikre vores forbliven i superligaen - og gjorde det med en smal 1-0 sejr.

- Da det begyndte at brænde på det sidste kvarter, kan jeg love dig, at vi mærkede suset og kunne høre opbakningen fra langsiden inde på banen.

- Bagefter blev jeg noget forbløffet over at høre, at kun cirka 1500 tilskuere havde overværet kampen.

Men de kendte til gengæld betydningen af resultatet, og det smittede af på deres medleven - og på vores præstation, understreger Mads Justesen, der i dag arbejder som salgschef for sin hjerteklub.

Fra klubbens side støtter Justesen sammen med fan- og eventkoordinator Mathias Rosendal og praktikant Malthe Bøgeskov Eriksen, universitetsstuderende i sport management, aktivt bestræbelserne på at få stablet en fanklub på benene.

- Vi skal have vendt den negative spiral, vi mærker lige nu, til en fanklub med plads til mangfoldighed, supplerer Mathias Rosendahl.

Glem alt om Brøndby

- Men glem alt om Brøndby og et fyldt udebaneafsnit med over 1000 meget larmende og syngende tilhængere, advarer Patrick Sadolin.

- Dér når en lille by af Hobros størrelse aldrig til. Bare at turde brøle et "Hobro IK" på en stille DS Arena kræver mandsmod.

- Hos Sønderjyske i Haderslev tog det 10 år overhovedet at få en fanklub igang.

- Men selv med simple midler skaber de dernede lidt stemning.

- Som når to fans løber på hver sin langside med en megafon og på skift råber henholdsvis "sønder" og "jyske" for at få publikum med, forklarer Patrick Sadolin.

- Selv for langt større byer som Randers og Horsens er det svært at få en slagkraftig fankultur af den kaliber, man kender fra København, Aarhus og Aalborg.

Vores måde

- Så vi skal starte i det små, bygge op, skrive nogle sange, møde op med stortromme, bannere og sammen skabe en bevægelse. Det giver sammenhold, inviterer Patrick Sadolin.

Og 25-årige Mikkel Kuch, der jævnlig passer stortrommen eller hjælper til, når Team Hugo gør rent på DS Arena, tegner stensikkert medlemskab hos Hobro Yellow Vikings.

- Jeg ser alle Hobros kampe og følger træningen næsten hver gang.

- DS Arena er nærmest mit andet hjem, betror Mikkel.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...