På havnen finder du de to lokaliteter som en del af Maritime Kulturcenter, hvor mere end 20 spændede udstillere melder klar til julemarked lørdag 7. december

HOBRO: Det er i skibsværftets gamle byggehal og i Skibstømrerhuset, at decembers maritime julemarked i Hobro slår til.

På havnen finder du de to lokaliteter som en del af Maritime Kulturcenter, hvor mere end 20 spændede udstillere melder klar til julemarked lørdag 7. december fra klokken 10 til 16.

Ikke hvem som helst udstiller

- Vi har tilladt os at være kritiske over for, hvad udstillerne bringer med under armen og har derfor indbudt mange dygtige og kreative personer, som virkelig kan noget med fingrene.

- Det har vi haft held med via mange nye boder, stiller skibstømrer Peter Leth fra Hobro Værft i udsigt.

Årets Julemarked på havnen bliver det hidtil største af sin art.

- Der kommer udstillere helt fra Thisted, Herning og Århus, men også en del udstillere fra Skive egnen, idet et stort julemarked her for nylig måtte aflyses, forklarer Peter Leth.

- Så hvis du døjer med at få styr på julegaveindkøbene, finder du spændende muligheder her, lover han.

Et lille hyggeligt julemarked

Alligevel insisterer Peter Leth på at betegne arrangementet lørdag som ”et lille hyggeligt julemarked på havnen”.

Det kreative udbud byder blandt andet på strik, vævning, filt, patchwork, broderi, stof, creme til foto og glas.

På Skibstømrerhusets første sal finder du juleklip, musik og varmt fra caféen, er det såmænd muligt at købe sig et et juletræ med hjem.

I den gamle værftshal kan du finde sager fra trædrejere, keramikere, blomsterdekoratører . Det sælges også bøger og serveres Bie Øl.

Modelskibe i lyd og damp

- Men min indre legedreng glæder sig allermest til, at Christian Krogsgaard fra Nibe atter engang stiller sine flotte modelskibe op.

- Han råder over en imponerende samling. Herligt, når han sætter lyd og damp i gang på skibsmodellerne - så tag endeligt børnene med, anbefaler Peter Leth.

For de helt små vanker i øvrigt en lille hyggeligt jagt på skibsnisserne om bord på skonnerten ”Brita Leth”.

Mon ikke, der er sat risengrød over igen i år i kabyssen?

Faktisk er det på dagen muligt at komme ombord på flere af skibene og få en rundvisning.

Få en skipperskrøne med hjem

Thi, det er jo netop Maritime Kulturcenters formål at understøtte den maritime kulturarv og fremme interessen for de gamle træbåde og skibe.

Derfor vil hele tre bådelaug være til stede, og du kan roligt fritte søulkene for en skipperskrøne eller to. De fortæller hjertens gerne løs.

Bag julemarkedet står ”Værftets Venner”, som er det Maritime Kulturcenters støttegruppe.

Den tager sig også af tilbud som ”åbent værft” og tæller en blandet gruppe af glade hjælpere, som hver især har en relation til enten værft, båd eller bare fjorden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...