Tapio Juhl taler 20. juni i Kunstetagerne om Finlands udvikling siden selvstændigheden i 1917 - og om borgerkrigen i 1918

HOBRO: Kunstetagerne Hobro inviterer torsdag 20. juni kl. 19 til foredrag om Finland. Foredraget finder sted i Hobro Biblioteks store sal og er åbent for alle.

Under titlen ”Finlands historie” fortæller forfatter og foredragsholder Tapio Juhl om Finlands udvikling siden selvstændigheden i 1917 og borgerkrigen i 1918.

Tapio Juhl er født i Anjala, Koivisto i 1941. Han kom som ”finnebarn” til Danmark sammen med sin fire år ældre bror i 1943, da enkeltpersoner, organisationer og virksomheder på grund af krigene mellem Finland og Rusland bragte ca. 80.000 finske børn i alderen et til ni år i sikkerhed i Norge, Sverige og Danmark.

Tapio Juhl omtaler redningsaktionen som ”verdenshistoriens største flytning”, og han var selv en af de knap 4.000 børn, som kom til Danmark.

De fleste vendte hjem til Finland efter 1945, men omkring 450 af dem blev i Danmark.

Tapio Juhl er en af dem, og det er hans personlige fortælling, flettet sammen med den unge finske republiks historie, der er aftenens tema.

Foredraget kan ses som optakt til Mariagerfjord Kunstforenings kunst- og kulturrejse til Finland i sensommeren.

Rejsen er for længst udsolgt, men alle er velkomne til foredraget.

Kunstforeningens medlemmer kommer gratis ind, øvrige betaler kr. 100.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...