KONCERT: Prinsens Musikkorps med musiklærer Mette Poulsen som sang-solist giver 26. februar koncert på Klejtrup Musikefterskole

KLEJTRUP: Star Wars, James Bond og Schindlers Liste.

Store udenlandske filmklassikere med storladne, musikalske temaer.

Men også den danske klassiker Midt om Natten blander sig som leverandør af kendte kompositioner ved koncerten på Klejtrup Musikefterskole onsdag 26. februar klokken 19.30.

Her indbyder Klejtrup Aftenhøjskole til koncert med Prinsens Musikkorps og sangsolist Mette Poulsen, i øvrigt lærer på musikefterskolen.

Prinsens Musikkorps hører til et af forsvarets tre musikkorps.

Det er et messingorkester med slagtøj og består af 16 professionelle musikere.

Prinsens Musikkorps

Orkestret har til huse på Skive Kaserne og repræsenterer forsvaret ved en lang række begivenheder - eksempelvis F-16 flyenes 40 års jubilæum.

Temaet ved denne koncert bliver som antydet filmmusik.

Solist Mette Poulsen er uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus som rytmisk sanger og musik- og bevægelsespædagog (cand. musicae i 2009).

Siden 2010 har Mette Poulsen undervist på Klejtrup Musikefterskole.

Hun har været solist ved Prinsens Musikkorps de sidste 12 år ved små og store arrangementer.

Mette Poulsen

I weekender passer hun diverse festjobs rundt i landet med tre forskellige fest-bands.

Hun skrev sangen Øjeblikket til efterskoleholdet ved DGI landsstævnet i Aalborg 2017.

Den sang er nu med i den nye Efterskolesangbog.

Klejtrup Musikefterskole er vært ved en kop kaffe eller te ved arrangementet.

Klejtrup Aftenhøjskole byder på yderligere to arrangementer i foråret.

Nemlig en sangaften 18. marts, hvor bestyrelsesmedlemmer vælger sange - efterfulgt af generalforsamling.

Torsdag 2. april holder Morten D. D. Hansen foredrag med titlen Tour de Natur.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...