Godt 21 år efter stiftelsen i Nørager har den humanitære forening grundet mangel på frivillige nu valgt helt at stoppe sit virke

NØRAGER: Med lukningen af Himmerlands Humanitære Forening er en æra i Nørager og Himmerlands historie desværre slut.

Foreningen så dagens lys i februar 1998 under navnet Nøragers Humanitære Hjælpeorganisation for russiske børnehjem.

15 år senere blev navnet på foreningen ændret til det nuværende.

Mangel på frivillige hjælpere

Årsagen til lukningen er at der de senere år har været voksende problemer med at skaffe de nødvendige frivillige til de mange opgaver i foreningen.’

Bestyrelsen så sig derfor i efteråret 2018 nødsaget til at foreslå, at foreningen blev opløst.

I henhold til foreningens vedtægter er opløsningen blevet vedtaget på to generalforsamlinger henholdsvis 21. oktober og 28. november 2018.

Stina Bargmann Toft og Inge Weis Hansen blev som henholdsvis tidligere formand og tidligere kasserer og sekretær på den sidste generalforsamling bemyndiget til at forestå afviklingen af foreningen.

Det blev ligeledes besluttet, at eventuelle overskydende midler skulle gives til Tjernobylforeningen i Thisted. Det er en frivillig forening, der hjælper atomskadede børn fra Hviderusland, blandt andet ved hvert år at arrangere sommerlejre i Danmark for dem.

Tjernobylforeningen har her i foråret afhentet de ting, Himmerlands Humanitære Forening tidligere har brugt til sine sommerlejre, legetøj med mere samt en printer. Da alt var gjort op kunne der desuden sendes 4.153,74 kr. til Tjernobylforeningen.

Foreningens hjemmeside blev allerede lukket før jul, og Facebookgruppen ”Tidligere Himmerlands Humanitære Forening” lukkes efter planen ned 1. juli.

Vemodig afsked med forening

- Det er trist at den humanitære forening nu opløses, men vi vælger dog at fokusere på, at hjælpen fra mange mennesker med store hjerter har betydet, at godt 160 russiske børnehjemsbørn igennem årene har fået fantastiske oplevelser på sommerlejrene her i Danmark. Oplevelser der har ændret mange af børnenes kurs i livet til det bedre. Samtidigt har det været muligt at sende mange penge, tøj og andre ting til børnehjemmet til stor gavn og glæde for alle børnene, lyder det i en pressemeddelelse fra den tidligere formand og kasserer.

Heri udtrykkes der også stor taknemlighed fra den tidligere bestyrelse samt ledelse, personale og børn på det russiske børnehjem for den støtte, der igennem årene er givet fra mange sider til den humanitære forening

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...