Duoen Hush blev i forbindelse med koncerten i Arden bakket op af guitarist Aske Jacoby

ARDEN: At Dorthe Gerlach er en særdeles charmerende frontfigur for duoen ”Hush” har rigtig mange erfaret gennem sangerindens medvirken i ”Toppen af Poppen” og bandets koncerter gennem årene, og det havde da også resulteret i røde lygter og udsolgt til torsdag aftens koncert i Kulturhuset i Arden.

Denne aften Dorthe Gerlachs naturlige og særdeles nordjyske charme og empati krydret med en tydelig glæde over en kommende – og meget synlig – snarlig familieforøgelse, og samtidig fik bandets i forvejen smukke melodier et ekstra pift med Aske Jacobys virtuose guitarspil.

Dorthe Gerlachs flotte og karakteristiske stemme kunne nydes i et program, der var hentet fra bandets store bagkatalog - suppleret med et par af Aske Jacobys sange, hvor både han og Michael Hartmann fik anledning til at brillere som guitarister.

Som første ekstranummer leverede trioen en meget flot trestemmig udgave af det gamle Bee Gees hit ”To love somebody”, hvor Michael Hartmann i sidste vers forlod rollen som korsanger, erobrede solistmikrofonen og afslørede en smuk og kraftig barytonstemme i en ren og uforfalsket kærlighedserklæring til sin musikalske og private partner.

Publikum kvitterede med stående bifald for en herlig aften præget af velklang, vellyd og nærvær.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...