Ny stor himmerlandsk uddannelsesinstitution kommer retteligt til at hedde HEG – Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser

Dåben er unægteligt trukket noget i langdrag, men nu er det endelig officielt: Erhvervsskolerne Aars og Tradium i Hobro går fremover under det fælles navn: HEG – Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser.

Navneændringen sker, efter at to uddannelsesinsitutioner er fusioneret, og i praksis bliver alt overdraget til den nye uddannelsesinstitution med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2020 inkl. bygninger, medarbejdere, elever, godkendelser mm.

I både Mariagerfjord og Vesthimmerlands Kommune er der store forhåbninger til det nye uddannelsescenter.

Bestyrelsesformand, Jesper Nielsen beskriver det som et nyt kapitel, der nu bliver taget hul på.

- Vi ønsker at skabe en to-by-skole med stærk, lokal forankring i samarbejde med kommunen, erhvervslivet og mange andre interessenter.

- Og vi skal hele tiden sørge for at holde hinanden op på, at denne nye himmerlandske institution, som nu endelig har fået sit flotte navn, er sat i verden for at sikre de unge en stærk, erhvervsfaglig uddannelse og dygtiggøre det eksisterende erhvervsliv, understreger Jesper Nielsen.

Selvom HEG’s byskole i Aars for tiden har vokseværk med masser af nybyggeri, elevtilvækst og nye tiltag på efter- og videreuddannelsesområdet, så er det den helt klare vision, at skolen i Hobro ikke blot skal være en underafdeling, men skal ses som sin egen selvstændige lokale enhed, der indgår i et stort himmerlandsk uddannelsescenter.

- Ved at lade uddannelserne i Hobro vokse sig til sin egen selvstændige byskole, tror jeg på, at vi kan øge indflydelsen fra lokalområdet samt styrke tilknytningen til skolen, hvilket i sidste ende er til gavn for eleverne. Og det er dem, vi er her for, siger direktør Ulf Givskov Bender.

På Kirketoften i Hobro udbydes der allerede handelsuddannelserne hhx samt eud/eux business, og før sommerferien kunne man så løfte sløret for, at også den tekniske gymnasiale uddannelse htx nu udbydes på adressen – i samarbejde med Mariagerfjord Gymnasium, som tidligere har udbudt htx med stor succes.

Visionen er, at udvide hele det tekniske uddannelsesområde i Hobro væsentligt:

- Vi har et brændende ønske om at styrke hele det tekniske område, ikke bare med htx, men også med en række erhvervsuddannelser, og dermed er det ambitionen at få skabt et stærkt erhvervsrettet uddannelsesmiljø med både en teknisk gren og en handelsgren, fortæller Ulf Givskov Bender, der tilføjer, at bestyrelsens mål er, at der inden for de næste fem år ville kunne startes 10-15 nye uddannelser og at elevtallet vil stige fra 150 til knap 500 elever i Hobro.

- Vi har satset på de uddannelser, som vi ved, vi har succes med at drive i Aars, men fremadrettet vil vi gerne ud og have en dybere dialog med det lokale erhvervsliv i Mariagerfjord Kommune omkring hvilke ønsker og behov, de har ift. fremtidig, lokal arbejdskraft, lyder det fra Ulf Givskov Bender, der med glæde kan fortælle, at godkendelserne til de søgte uddannelser på indgangene ”Teknologi, byggeri og transport” og ”Fødevarer, jordbrug og oplevelser” allerede er i hus.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...