HELT HVID: Hobros kendte jern-skulptur fik en grundig skrubbetur

HOBRO: Torsdag 11. juni holdt en stor kranbil fra Kurt & Carlo Christensen, Onsild, ind på det travle hjørne mellem Havnegade og Brogade midt i Hobro.

På ladet stod billedhuggeren Bent Sørensens store jernskulptur ”Hvid væg” fra 1987.

Og skulpturen er nu vitterligt hvid - og ikke algegrøn, som det ellers har været tilfældet i længere tid!

”Hvid væg” blev oprindeligt opstillet i Hobro i 1998 for at binde gågaden og havnen sammen.

Mellem gågade og havn

Skulpturen, der står i den smukke egelund mellem gågaden og havnen, var imidlertid efterhånden stærkt angrebet af alger og tidens tand, og har derfor været sendt på værksted.

- Sandblæsning, zinkbehandling og ni lag autolak.

Det er, hvad skulpturen er blevet udsat for de sidste uger, fortæller Søren C. Olesen, formand for Hobro Kunstsamling.

Renoveringen har selvsagt været en ganske bekostelig affære, men Søren C. Olesen glæder sig nu over, at skulpturens spil af lys og skygge, glatte og buede flader igen rigtigt kommer til sin ret.

Renoveringen er sket i et samarbejde med billedhuggeren Frode Steinicke, som ikke tøver med at kalde ”Hvid væg” en af Danmarks bedste, konstruktive skulpturer.

Også han glæder sig over, at værket nu står, som kunstneren oprindeligt har tænkt dét.

- Skulpturen står virkelig et godt sted, hvor dens dynamik kommer frem og kan spille godt sammen med byens liv, siger Frode Steinicke, mens han kravler rundt og behandler skulpturens sammenføjninger med silikone, så de kan modstå vind og vejr fremover.

Bent Sørensen i rigt mål

Udover ”Hvid væg” er Bent Sørensen også repræsenteret ved skulpturerne ”Snørkel”, ”Ringen”, ”Stelen” og de fire blå broer i Hobro.

Dermed er billedhuggeren, som levede fra 1923 til 2008 den rigest repræsenterede billedhugger i Hobro Kunstsamling.

Tanken er, at der i fremtiden gerne skal skabes endnu mere opmærksomhed omkring samlingen af skulpturer i Hobro - og langs Skulpturstien ved Vesterfjord.

- Lige nu arbejder vi på en skulpturguide, som skal formidle byens mange værker i det offentlige rum.

- Skulpturguiden forventes at ligge klar op til sommerferien.

- Og vi tror på, at mange vil have glæde af en oversigt over de mange skulpturer, siger Søren C. Olesen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...