Dronning Margrethe deltager lørdag 29. juni - på 75 års dagen for likvideringen af Hvidstengruppen - ved tre arrangementer i området

Hvidstengruppen blev henrettet 29. juni 1944 - altså for 75 år siden.

Den skelsættende begivenhed i den danske modstandskamp markeres på dagen med kransenedlæggelse om eftermiddagen og en mindegudstjeneste i Gassum Kirke, hvori dronning Margrethe deltager.

Men inden da indtager majestæten ved et lukket frokostarrangement på Hvidsten Kro den landskendte æggekage med flæsk, der stadig laves efter samme opskrift, som Gudrun Fiil i sin tid benyttede.

Hun var gift med kroejer Marius Fiil, der ledede Hvidstengruppen i de 15 måneder fra marts 1943 til juni 1944, hvor gruppen modtog og opsamlede våben, ammunition og sprængstof nedkastet fra engelske fly.

Skuespiller Bodil Jørgensen, som i filmen om Hvidstengruppen fremstiller Gudrun Fiil, deltager i lighed med trubaduren Lars Lilholt, der jo hyldede Marius Fiil i sangen Hvidsten Kro.

Den sang spilles selvfølgelig under frokosten.

Flyverhjemmeværns-eskadrille 265 (HVE 265) Hvidsten med hjemsted i Randers holder til i området.

Eskadrillen omfatter frivillige i et område fra Hobro og Hadsund i nord til Hammel og Hornslet i syd.

På dagen sørger man for at spærre af og bevogte, hvor majestæten færdes.

Det betyder, at kørende trafik i perioder afskæres fra de centrale dele af området.

Eskadrillen står også for en flagallé fra Gassum kirke ud til landevejen.

Den indgår desuden i en flagparade ved mindestenen, hvori også enheder fra Hærhjemmeværnet (Randers) og Marinehjemmeværnet (Holmen) deltager.

I tiden omkring 29. juni arbejder HVE 265 på at hverve nye medlemmer.

- Vi oplever en verden med mange spændinger, og ved at hverve flere soldater til Flyverhjemmeværnet gør vi vores til at bevare den frihed, folkene fra Hvidsten satte livet ind for, siger Verner Bro, chef for HVE 265.

Løbende viser eskadrillen respekt for Hvidstengruppen via arrangementer.

Hvert bliver markeres årsdagen for henrettelsen af gruppen. Hvert femte år udvides markeringen med både kransenedlæggelse og mindegudstjeneste

I tilgift har eskadrillen selv udviklet udstillingsmateriale om begivenhederne.

Selve den hen historiske Hvidsten Kro ligger cirka midt i eskadrillens indsatsområde.

Så det forpligter at bære navnet Hvidsten i sit logo, og HVE 265 føler et særligt ansvar for at sikre, at begivenhederne 29. juni 1944 ikke glemmes.

Den dag blev otte medlemmer af Hvidstensgruppen henrettet.

Foruden Marius Fiil og sønnen Niels Fiil mistede Søren Peter Kristensen, Albert Iversen, Niels Nielsen Kjær, Johan Kjær Hansen, Peter Sørensen og Henning Andersen livet.

Som besættelsestidens første modtagegruppe blev Hvidstengruppen dannet på opfordring af faldskærmsmanden Ole Geisler, der var blevet bragt i kontakt med kroejer Marius Fiil af læge Svend Thorup Petersen, Randers.

I første omgang havde Geisler brug for hjælp til at få borttransporteret de containere, som et improviseret modtagehold tog imod ved Trinderup natten mellem den 11. og 12. marts 1943.

Derefter dannedes en fast modtagegruppe omkring Fiil familien, og modtagelserne rykkede til en plads nærmere Hvidsten.

Den fik kodenavnet Mustard Point.

- Det må aldrig blive glemt, at modstandsbevægelsen under 2. Verdenskrig bestod af mennesker, der traf et modigt valg.

- Det valg medførte store ofre, og de blev en vigtig faktor i kampen mod besættelsesmagten, siger Mona Kastrup Kjersgaard, formand for menighedsrådet i Gassum sogn, hvorunder Hvidsten Kro hører.

Netop Gassum menighedsråd står som initiativtager, indbyder og arrangør.

Og ved mindestenen i Mindelunden i Hvidsten hvor de otte henrettede modstandsfolk er bisat, vil dronning Margrethe lørdag 29. juni nedlægge en krans.

Herefter lægges en krans af menighedsrådet i Gassum.

Blandt deltagerne vil være kommitteret for Hjemmeværnet, folketingsmedlem Søren Espersen (DF) på vegne af Hjemmeværnet - og borgmester Torben Hansen (S) på vegne af Randers Kommune.

Følget fortsætter til mindegudstjeneste i Gassum Kirke, hvor biskop og kongelig konfessionarius, Henrik Wigh-Poulsen prædiker.

Også gudstjenesten er forbeholdt inviterede.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...