Syriske flygtningekvinder har via Hobro Cykleklub fået indøvet den tohjulede balance fra bunden af

Hvor var det bare svært.

At lære at cykle som voksen, når du hverken har prøvet at sidde op på et tohjulet køretøj eller kender færdselsreglerne, er ikke ligetil.

Det har en snes fortrinsvis yngre syriske flygtningekvinder måttet sande i Hobro, hvor de har boet i to år.

- Derhjemme i Damaskus var vi jo vant til enten at gå eller tage bus. Vi boede ikke så langt fra skolen og havde derfor ikke brug for en cykel, forklarer 20 årige Ola Ajek.

Hver onsdag aften i marts, april og maj har kvinderne øvet sig et par timer på cykel.

Først cyklede de kun på Ambu Pladsen. Siden har de også trænet på veje og cykelstier i Hobro.

Bare at sidde op og holde balancen er jo noget af en prøvelse de første gange, husker vi alle fra barnsben af.

Næsten alle de syriske kvinde befandt sig helt på bar bund i marts, hvor Hobro Cykleklub på opfordring fra Kultur & Fritid i Mariagerfjord sagde ja til at stille sig til rådighed som instruktører - mod at låne cyklerne af kommunen.

Den handske samlede cykelklubformand Henriette Korneliussen og bestyrelsesmedlem Tina Nielsen op.

- Jeg tog fat hele fra bunden af med basale cykelregler - sådan som du selv ville gøre, hvis du skulle lære dit fireårige barn at cykle, forklarer Henriette Korneliussen.

Nu tør Raghda Rachid, 16 år - søstrene Ola (20) og Lojain Ajek (19) og Rojin Hsasn (28) godt hoppe i sadlen, som dog for en sikkerheds skyld er skruet helt i bund - og så trille af sted.

- Damaskus har mange biler, store veje og ingen cykelstier. Dér er det alt farligt at cykle, forklarer kvinderne.

- Men at holde balancen på en cykel er ikke nemt, når ikke man har prøvet det før. Nogle af os var også meget bange for at komme af cyklen - især de første gange, uddyber Ola Ajek.

- Og så er det altså svært at skulle lære færdselsregler, lyder det samstemmende fra de fire, mens de øver sig i at række armen ud, når de drejer. Og at huske at løfte venstre hånd, når de stopper.

- Rigtig fint, ræk hånden ud, hver gang I drejer - det er vigtigt, roser Henriette Korneliussen.

Manøvrer, man jo ofte spejder forgæves efter i den hjemlige cykeltrafik, ser ud til at hænge ved.

Kvinderne fra Syrien viser flittigt af, når de drejer.

De foretrækker at lære i praksis og lade cykeltrafikkens abc glide på plads, mens de sidder i sadlen, frem for at læse færdselsregler på tryk på et sprog, de kun i nogen grad behersker.

- Vi lærer mest ved at cykel, snakke sammen og holde øje med skiltene. Men man kan godt blive lidt bange, når bilerne kører for tæt på, lyder den fælles erkendelse.

- Selv blev jeg så forskrækket, da en bil kørte lige ud foran mig, at jeg var nødt til at trække med cyklen tilbage, husker Ola Ajek.

Gennemgående plejer en halv snes kvinder at dukke op. Denne onsdag har en skolefest gjort indhug i deltagertallet.

- I starten skruede vi pedalerne af. De fungerede nærmest som løbecykler, idet kun to kvinder overhovedet magtede at sidde i sadlen og samtidig træde i pedalerne, selv om sadlen var skruet helt i bund, og samtidig træde i pedalerne.

En enkelt turde endda kun benytte sin datters cykel, husker Henriette Korneliussen.

- At strække kurset over tre måneder, mødes et par timer hver onsdag, tage en bid ad gangen og stille og roligt bygge på har vist sig at være en god ide, siger Henriette Korneliussen og henviser til et weekendforløb i fjor.

- Her satte vi ganske vist sat fire timer af både lørdag og søndag. Men uden opfølgning kan man jo ikke være sikker på, at det lærte hænger ved.

- Så er der mere ide i at mødes en gang om ugen og repetere nogle af de manøvrer, kvinderne har lært, uddyber Hobro Cykleklubs formand.

Efter nogle fine opvarmningsrunder på Ambu Pladsen føler Raghda Rachid, søstrene Ola og Lojain Ajek og Rojin Hsasn sig klar til at møde bytrafikkens udfordringer.

- Supersøde og aktive piger, der meget gerne vil lære nyt, og som glad og gerne møder op, om så det regner eller blæser.

- Barrieren består i, at deres forældre holder sig tilbage og har noget sværere - både med sproget og med at lære færdselsregler, siger Henriette Korneliussen.

Kurset sluttede i onsdags, et par dage før ramadanen indledtes.

Men efter sommer melder klubformanden sig klar til at tage en ny tørn for syriske eller andre flygtninge i Hobro.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...