Mariagerfjords nye idrætsforening har særligt fokus på udsatte unge

HØRBY KIRKEBY: En ny idrætsforening har i al stilfærdighed set dagens lys i fjordkommunen.

Den nye forening, IK Kontanten, har hjemme på den socialpædagogiske institution Odamsgård.

Det er en forening, der har særligt fokus på udsatte unge, men alle med interesse kan deltage i aktiviteterne, understreges dét.

Den nye bestyrelse er sammensat af unge fra Odamsgårds uddannelsestilbud og personale på stedet.

Det har været et mangeårigt ønske at få stiftet en ny idrætsforening, da mange udsatte unge ikke føler, de passer ind i de andre idrætsforeninger, og oplever, at der ikke kan tages de nødvendige hensyn til dem.

Nogle har f.eks. brug for, at der er mindre hold, så man bedre kan overskue spillet, og i fravær af den slags tilbud vælger mange unge i stedet at sidde derhjemme foran computeren.

Den nye formand, Gitte Jakobsen, er på den baggrund ekstra glad for, at den nye forening er kommet op at stå.

- Der har længe været behov for at sætte noget nyt i gang, så de unge med særlige behov får brugt deres krop og samtidig deltager i et socialt fællesskab, påpeger hun.

I Odamsgårds uddannelsestilbud er der i forvejen gode erfaringer med et særligt tilbud, da elever og personale mødes hver morgen kl. 8 til idrætsaktiviteter, som giver en god start på dagen og levner plads til alle.

Der er lavet en ny facebookgruppe, IK Kontanten, hvor man kan følge den nye forenings nyheder og aktiviteter.

I første omgang er det aftalt, at der minimum skal laves en aktivitet om måneden for at vurdere behovet - og derefter evt. udbygge aktiviteterne med flere tilbud.

Der er desuden planer om at lave en spillecafé, bl.a. med brætspil.

Foreløbig er det aftalt, at der spilles fodbold 23. januar og hockey 21. februar. Begge dele foregår i Odamsgårds hal på Løgstørvej 82 ved siden af forsamlingshuset i Hørby Kirkeby.

Alle er velkomne til at deltage, og det er indtil videre gratis.

IK Kontanten-formand Gitte Jakobsen står gerne til rådighed med yderligere oplysninger.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...