Turneringen Jutlander Bank Cup henvender sig til alle årgange fra 0. til 9. klasse.

HOBRO: Sidste år deltog 853 skoleelever fra 21 forskellige skoler i det himmerlandske, og et lignende antal ventes at snøre fodboldskoene, når der 7.-8. februar fløjtes op til en ny udgave af Jutlander Bank Cup i Hobro Idrætscenter.

De deltagende hold kommer traditionelt især fra området omkring Mariager Fjord, men også fra byer som Aars, Aalestrup og Støvring.

Det er Hobro IKs ungdomsafdeling, som i samarbejde med Jutlander Bank står for afviklingen stævnet, og 40 frivillige fra Hobro hjælper til i forbindelse med stævnet i februar, som står til at blive nr. 51 i rækken.

I de første mange år af stævnets historie var det lærerne, der tog med deres klasser til stævne, men efter skolereformen er det nu forældrenes ansvar at organisere tilmeldingen og deltage som holdledere.

- Derfor var der faktisk også flere deltagere i vores skolecup for år tilbage, men vi synes faktisk, det er flot, at vi sidste år kunne samle 853 spillere, takket være forældrene, siger René Astrup, der er marketingchef i Jutlander Bank.

Hobro IKs ungdomsafdeling og Jutlander Bank har netop sendt invitationer ud til stævnet, og tilmeldingen er åben på bankens hjemmeside.

Turneringen henvender sig til alle årgange fra 0. til 9. klasse.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...