PRÆSTETANKER: Sognepræst Anne Bundgaard Hansen med tanker om individuelle fejringer og genåbningen af kirkerne

Jeg sad i bilen på vej til mit første rigtige besøg i lang tid hos en veninde på Fyn. Det var længe siden, vi havde set hinanden, for vi har jo måtte være sammen på afstand, siden Danmark lukkede ned.

Radioen stod på P4 programmet ”Status” – et radioprogram i bedste eftermiddagssendetid, hvor værterne løbende har gjort status her i coronatiden. De var i gang med at gennemgå et regulativ for fodboldspillerne og deres tilbagevenden til de grønne græsbaner.

Og et af de ord de faldt over, og som siden har rumsteret i mit hoved, det var begrebet ”Individuel fejring”.

Et af punkterne i den meget lange instruks til spillerne var, at der nu er lagt op til, at spilleren efter en scoring, så vidt muligt skal holde sig til såkaldt ”Individuel fejring”.

Radioværten og jeg brød ud i latter – for det var dog det særeste – og i mit hoved dukkede billeder op af en spiller, der fejrede sin fænomenale scoring samtidig med, at han må løbe væk fra sine medspillere, der af ren og skær vane vil kramme og lave bunke med ham!

Ja, vi er fortsat sammen på afstand, men nærmer dog hinanden med en forsigtig optimisme. Således også kirkerne, der endelig fik lov at åbne 18. maj og i skrivende stund glæder jeg mig som et lille barn til i morgen d. 21. maj, endelig at måtte holde gudstjeneste på Kr. Himmelfartsdag efter 10 søndage med lukkede kirkerum.

At det så ovenikøbet sker på Kr. Himmelfartsdag, som jeg forbinder med røde dannebrogsflag, forårsgrønne bøgegrene og min barndoms kirkes billede af Jesus, der forsvinder i en stor sky, ja, det gør det ikke mindre festligt.

Netop i år, hvor vi med særlig kraft har sunget ”og det blev forår og Danmark frit” sammen med resten af Danmark i fællessang, ja, så er det den følelse, jeg sidder med. At selvom vi stadig holder afstand og skal synge med 2 meter fra næsetip til næsetip, ja, så er det en fejring og en fest at komme i kirken igen.

Her, hvor vi holder livets store fester, her i det rum, hvor vi, som Poul Krebs synger lader ”klokkerne ringe for dåben og når den gamle sover ind” – I dét rum fejrer vi livet og kærligheden, og vi mødes i fællesskab om sorgen og støtter hinanden, når livet brænder på.

Individuel fejring er en selvmodsigelse både uden for kirkens rum og indenfor.

For livets fejringer har vi brug for at gøre sammen, og det har vi mærket nødvendigheden af, fordi vi er blevet stoppet op af en udefra kommende fællesmenneskelig fjende.

At fejre livet kan aldrig bliver en individuel handling, for vi er dybt forbundet af det liv og den kærlighed, som er lagt ind i hvert individ. Også når vi ikke kan ligge i bunke på en grøn græs bane, eller sidde skulder ved skulder på kirkebænken.

Vi fejrer livet sammen – hver for sig – her på vej mod pinsen og kirkens fødselsdag. Vi vil hejse flaget og håbe og tro på, at vi går mod lysere tider.

Rigtig glædelig pinse!

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...