Inge er indfødt hobroenser og runder de 90 år i dag

HOBRO: Inge Borresen Nielsen, Strandparken 94, Hobro, fylder 90 år (i dag) tirsdag 4. december.

Inge er indfødt hobroenser.

Hun er stadig en driftig og aktiv kvinde, men har de senere år droslet lidt ned med sine årelange interesser for svømning, bowling, rejser, strikketøj og lange gåture.

Dog deltager hun stadig i Biecentrets gymnastik og Høreforeningens arrangementer, ligesom Inge Borresen Nielsen ej heller går af vejen for et godt bankospil i den lokale borger- og håndværkerforening.

Telefondame på Jysk Telefon

Hun arbejdede i sine unge år som telefondame på den daværende Jysk Telefons central i Østergade i Hobro.

I begyndelsen af 1950’erne blev Inge Borresen Nielsen gift med frisørmester Verner Mikkelsen.

Sammen fik de to børn - Claus og Torben.

Efter at hun havde mistet sin mand i 1966, arbejdede hun nogle år hos Ole Lund i Adelgade, inden hun blev ansat ved daværende Hobro Kommune som tilsynsførende i hjemmeplejen, hvor hun arbejdede, indtil hun gik på pension.

I 1978 blev Inge Borresen Nielsen gift med telefonovermontør Jens Nielsen og fik samtidig bonus-sønnerne Laust, Esben, Torben og Uffe.

Sammen med de seks drenge fik de mange gode år sammen på Enghavevej.

Og de nød i alle årene mange rejser, men deres et og alt var nu sommerhuset i Øster Hurup.

Familien voksede

Gennem årene er familien vokset med svigerdøtre, 16 børnebørn og 18 oldebørn.

Efter Jens’ død i 1999 flyttede Inge til Strandparken ved Nedre Strandvej - få hundrede meter fra sit barndomshjem på øvre Strandvej.

Her nyder hun i dag sit otium med veninder og naboer og ellers holder meget af at se sport i tv.

Håndbold, tennis og Hobro IK’s fodboldkampe står øverst på listen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...