Den store førstejuledags fest i Det Røde Pakhus har bidt sig fast hos hobroenserne, idet forsalg af billetter i år er femdoblet

HOBRO: Ingen Hobrojul uden en Bagjul, fristes man til at sige.

Den store efterjulefest i Det Røde Pakhus har tilsyneladende fået godt fat i det modne publikum, idet arrangørerne små tre uger før juleballet til levende musik første juledag kan melde om fem gange så mange solgte billetter som samme tid i fjor.

- Så jeg tror på, at vi må melde udsolgt allerede inden, vi slår dørene op i år, lyder det optimistiske fra initiativtager Michael Madsen, tidligere hobroenser, der nu er bosat i Aalborg.

Bagjul har netop særlig appel til tidligere hobroensere på hjemmejulebesøg, og som gerne vil møde gamle venner en aften i byen - lige oven på den fede julemad.

Samarbejde med Buddy Holly

I år har Bagjul indgået et samarbejde med Buddy Holly for at skabe den bedst mulige fest.

- Festen bliver selvfølgelig den samme med alle de gode sager såsom Starturn, der jo i fjor skabte en fest, alle kunne lide at deltage i - men samarbejdet betyder samtidig, at vi kan gøre tingene lidt bedre, siger Michael Madsen.

Inden Star Turn fra klokken 22 får ansvaret at lukke og slukke, går en stemningsskabende Anders Julius på scenen med sin guitar, sin fine stemme og gode sange.

- Han skal opleves. Anders Julius forstår virkelig at skabe en god stemning, anbefaler Michael Madsen.

Ekstra til de trængende

Mellem pauser og musikskift sørger en discjockey for at holde gulvet glødende.

Michael Madsen bebuder samme opsætning af siddepladser, barer og scene som sidste år., og som fungerede rigtig godt.

Ligeledes lover han ekstra toiletter - ikke mindst til glæde for dem, der altid sidder ned, når de tisser.

Nærmere oplysninger om festen 25. december i Det Røde Pakhus kan du finde på bagjul.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...