Katteinternatet i Handest åbnes officielt 17. august med en omgang gratis katte-yoga

HANDEST: Katteinternatet i Handest åbnes officielt 17. august med en omgang gratis katte-yoga.

Det oplyser Anita Sønderup fra MinVenKatten i Hobro, som driver katteinternatet i byens gamle forsamlingshus.

Åbningsfesten holdes fra klokken 11-15, hvor der vil være kaffe på kanden og kage til.

Internatet er indrettet under mottoet ”Så godt som hjemme”. 10 katte kan gå sammen i store sale med tilhørende løbegård, hvilket er med til at sænke kattens stressniveaue.

- Har vi katte, som ikke kan gå med mange andre katte, har vi enkeltværelser til dem - enkeltværelserne vil også blive brugt til kattemødre og killinger, fortæller hun.

Anita Sønderup har i forbindelse med to uddannelsesforløb i England erfaret, hvor vigtig ro og bevægelse er for kattene i hverdagen, for at få stress-niveauet ud.

I USA har man ifølge Anita Sønderup haft yoga med katte på katteinternater i en længere periode, og det skulle være en unik oplevelse for både katte og deltagere.

Der vil være gratis katte-yoga på dagen fra klokken 12-12.30 og igen fra klokken 13.30 til 14 med professionel instruktør.

Junik spiller hyggelig musik i løbet af dagen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...