Filmteatret i Hobro blænder op for prisvindende islandsk film i denne uge

HOBRO: Filmteatret i Hobro giver repremiere til den særprægede islandske film - Kvinde på Krigsstien

Da islandske Benedikt Erlingsson i 2013 spillefilmdebuterede med den både absurde og rørende Om Heste og Mænd, stod det klart, at Nordatlanten havde fået en instruktør med særligt blik for både sit hjemland og for den menneskelige tilstand.

Hudfletning af klimakrise

I efterfølgeren Kvinde på Krigsstien, der havde verdenspremiere på Cannes festivalen sidste år, er Island og det islandske folk igen filmens udgangspunkt.

Men perspektivet bredes ud i hudfletningen af den galopperende, verdensomspændende klimakrise.

49-årige Halla (Halldóra Geirharðsdóttir) lever lidt af en dobbelttilværelse.

Kompromisløse Halla

Til hverdag leder hun et kor, der elsker deres karismatiske og smilende underviser, men så snart dagens dont er overstået ifører hun sig strikket sweater og bue og pil for at gå til angreb på sværindustrien i Island.

I filmens første scene affyrer den kompromisløse Halla et perfekt skud, der nedlægger en strømmast og lukker en nærliggende aluminiumsfabrik midlertidigt.

Når Halla går til angreb på miljøsynderne, viser hun ingen nåde.

Med drone og helikopter

Myndighederne tager den mystiske økoaktivists aktioner meget alvorligt.

Man sender både drone og helikopter ud i det islandske højland for at lede efter vedkommende.

Men Halla er snu og søger tilflugt hos bonden Sveinbjörn (Jóhann Sigurðarson), der måske er hendes fætter...

Kvinde på Krigsstien vandt både Nordisk Råds Filmpris og Europa Parlamentets filmpris, Lux-filmprisen i 2018.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...