Lille, ambitiøs lampevirksomhed er for nylig rykket ind i den gamle købmandsgård i Rørbæk. Om ti år håber HH LUX at være et internationalt anerkendt brand

Helle Haslund Hollens kærlighed til sten, natur og design har skabt fundamentet til virksomheden HH LUX, som Helle har stiftet sammen med ægtemanden Visti Hollen. Virksomhedens produkter er håndlavede lamper i sten, og ambitionerne er store for virksomheden, der for nylig er rykket ind i den gamle købmandsgård i Rørbæk.

Det kræver både mod, vedholdenhed, økonomi og massevis af arbejde at være iværksætter. Ikke mindst når virksomhedsidéen og iværksætteriet handler om at skabe et nyt eksklusivt produkt og brand, hvor der ikke skal konkurreres på prisen, men på dansk design og kvalitet.

- Vores idé har været at skabe håndlavede, unikke og eksklusive stenlamper, hvor vi kombinerer dansk design med den nordiske stil og trækker naturen med ind i boligen, samtidig med at lamperne selvfølgelig har en dejlig belysning, fortæller Helle Haslund Hollen, og fortsætter:

- Det havde selvfølgelig været lettere at starte en virksomhed, hvor vi fik masseproduceret en masse lamper i Kina til en billig pris, som kunne sælges hurtigt videre. Men det ville være meget fjernt fra vores idéer, værdier og ambitioner med virksomheden.

- Vi har i stedet hænderne på hver eneste lampe, der er unik. Vi har nøje håndplukket hver eneste sten på hver eneste lampe. Nogle af dem er rå, andre bliver poleret fuldstændig glatte. Der findes ikke to lamper, der er ens, fortæller Helle Haslund Hollen, der har været fascineret af sten så længe hun kan huske.

Halvandet tons granit-sten

- Da jeg var barn samlede jeg altid en masse sten, når vi var ude i naturen, og det er jeg fortsat med i mit voksenliv. I øvrigt til stor fortrydelse for først mine forældre og senere min mand, der har måtte slæbe rigtigt meget med hjem. Derfor har min idé om at lave noget med sten været der meget længe.

- For nogle år siden fik jeg lidt tilfældigt mulighed for at købe halvandet tons granit-sten af en lokal forhandler, der var ved at sælge sin virksomhed. Jeg købte stenene uden på forhånd at have en egentlig plan med dem. Men købet satte også for alvor gang i mine tanker, og jeg begyndte at udvikle på lamperne.

Fuld tid og nye lokaler

Sammen med manden Visti fik Helle Haslund Hollen designet nogle unikke lamper, samtidig med at parret besluttede, at drømmene om et iværksættereventyr skulle forfølges helt.

Visti sagde derfor sit gode og mangeårige job op hos Volvo for at gå fuld tid ind i virksomheden, mens Helle selv kunne dosere tiden til HH LUX, da hun er selvstændig grafiker. For nylig er virksomheden også rykket ind i flotte lokaler i den gamle købmandsgård i Rørbæk. Her er både kontor, showroom og produktion.

- Visti har taget nogle tolvtimers-vagter som handicapmedhjælper, og jeg arbejder stadig som selvstændig grafiker. På den måde har vi begge en basisløn og skal derfor ikke trække løn ud af HH LUX her i starten. Det giver os en frihed og nogle muligheder, som er vigtig, når man prøver at etablere en virksomhed. Hvis vi var afhængig af en indtjening her og nu, ville det være vanskeligt.

Øje på udlandet

- Som ny og meget lille fisk i vandet er det selvfølgelig et kæmpe arbejde, dels at produktudvikle og producere, men også at få en fod indenfor hos både leverandører og kunder. Vi har dog fået et fornuftigt forhandlernet i Danmark, hvor vores produkter foreløbigt findes i 11 butikker, alle butikker med fokus på livsstil og design. Desuden har vi et tæt samarbejde med nogle indretningsarkitekter, og så sælger vi også direkte til eksempelvis restauranter, hoteller og kontorer.

- Vi er også begyndt at eksportere, hvor vi har fået pænt fat i Norge, ligesom vi aktuelt arbejder på nogle aftaler i England. Faktisk ser jeg det største potentiale på eksportmarkedet, hvor kunderne er meget vilde med nye idéer indenfor den nordiske stil og dansk design, og de vil også gerne betale for det. Her kan danskerne nogle gange godt være lidt mere konservative, fortæller Helle Haslund Hollen med et velment glimt i øjet.

Takkede nej til ”Løvens Hule”

Lamperne skal også med på en kommende verdensudstilling i Qatar, ligesom de herhjemme har været præsenteret på den store designmesse ”Formland” i Herning hele fem gange, hvor de har fået masser af ros og flotte tilkendegivelser.

HH Lux er såmænd også blevet kontaktet af Tv-programmet ”Løvens Hule” om det ville deltage, men det føltes ikke rigtigt, og iværksætterduoen har derfor foreløbigt valgt at takke nej. Det ændrer dog ikke ved, at ambitionerne med HH LUX er tårnhøje, og at de på et tidspunkt måske er på udkig efter en investor.

- Det er megahårdt her i starten, og der har været, og er fortsat store bump på vejen. Men vi tror på vores idé, og at der er et kæmpe potentiale i virksomheden. Derfor har vi høje ambitioner om, at vi måske om 10 år er et brand, som de fleste kender og forbinder med dansk design i høj kvalitet. Jeg tror på, at vi nok skal ramme en stejl vækstkurve og bliver en succesvirksomhed med en hel del ansatte.

- De drømme er faktisk en stor del af motivationen og lidt en kontrast til min anden virksomhed, Graphia, hvor jeg sælger grafiske ydelser. Jeg sætter stor pris på mit arbejde og mine kunder i Graphia, men jeg udbyder jo min egen arbejdskraft, og det begrænser selvfølgelig udviklingsmulighederne. Med HH Lux kan vi have fokus på et stort vækstpotentiale, og derfor også turde drømme stort, fortæller Helle Haslund Hollen og tilføjer:

- Visti og jeg har et fantastisk godt makkerskab. Vi supplerer hinanden rigtigt godt. Det er ofte mig, der kaster boldene op i luften, mens Visti griber dem og får dem i mål.

Herfra er det bare at ønske al muligt held og lykke på rejsen, som vi glæder os til følge.

Og så gør det nok ikke så meget, hvis iværksætterne undervejs støder på lidt sten på vejen…

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...