Benjamin Koppel i selskab med Cæcilie Norby, Scott Colley, Peter Erskine, Kenny Werner hylder musikalsk 97-årige ”Tante Annas” flugt 24. maj i Klejtrup

KLEJTRUP: Klejtrup Musikefterskoles koncertarrangør og spillested Kme Live lægger fredag 24. maj scene til et ægte jazz-topmøde på Musikbakken 2.

Det sker, når Cæcilie Norby, Scott Colley, Peter Erskine, Kenny Werner og Benjamin Koppel forener kræfterne i koncertværket Annas Flugt.

Annas Flugt tager udgangspunkt i Koppels snart 97-årige tante Annas lange liv med særlig fokus på hendes flugt under Anden Verdenskrig.

Koppel og Norby har skrevet musik og poesi til Tante Annas fortællinger om krig, håb og drømme.

Sammen med resten af stjerneholdet giver de værket vinger ved koncerter i DR Koncerthuset, Grand Hotel i Odense - men altså også Klejtrup.

Fra øverste hylde

- Publikum kan forvente en unik koncert med musikere, som internationalt tilhører den absolutte superliga.

Det er folk, der har spillet med de største stjerner, og som selv er stilskabende og i øvrigt fantastiske undervisere, anbefaler Christian Thorning, efterskolelærer og booker på Kme Live.

Peter Erskine (trommer) har blandt andre Weather Report, Jaco Pastorius og Jan Garbarek på sit cv, mens Scott Colley (bas) kan namedroppe legekammerater som John Scofield og Jack DeJohnette.

Resten af holdet har en ligeså imponerende forhistorie.

- De udgør helt klart musikere fra øverste hylde.

Jøde på flugt

Lige så væsentligt er det dog, at de præsenterer musik, der rummer adskillige samfundskommentarer.

- Tante Anna var jøde og fik under krigen hjælp til at flygte til Sverige.

Det giver stof til eftertanke den dag i dag.

Musikken er således både en hilsen til Danmark under Anden Verdenskrig og til den aktuelle flygtningesituation, forklarer Christian Thorning videre.

Mellem Kme og Koppel består et gensidigt kærlighedsforhold.

Cadeau til musikefterskolen

At stjerneholdet har valgt Kme Live i Klejtrup som tredje destination på den begrænsede Annas Flugt tur skyldes netop parløbet mellem de to parter, som gennem årene har vokset sig stærkere og stærkere:

- Benjamin Koppel har givet flere koncerter på Klejtrup Musikefterskole og er meget glad for at spille netop her.

Han holder af stemningen til koncerterne og anser Klejtrup Musikefterskole for en vigtig institution i forhold til at uddanne og danne kommende musikere.

- Det er vi afsindigt stolte af, og det giver os undertiden nogle ret særegne koncerttilbud, fremhæver Kme Lives booker.

Masterclass med Peter Erskine

- Vi vil netop gerne præsentere de unge mennesker på skolen for musik af høj, høj kvalitet med musikere med noget på hjertet, men også meget gerne give byen og området adgang til koncerter, som ikke kan opleves så tit på disse kanter.

Når det lykkes, er vi godt i gang med at realisere nogle af vores vigtigste målsætninger, konkluderer Christian Thorning.

Forsalg af billetter til 275 kroner foregår på Billetto.dk.

Prisen inkluderer en masterclass med Peter Erskine før koncerten 24. maj - nemlig fra klokken 18 til 19.

Her fortæller Peter Erskine om sit liv som musiker og giver smagsprøver på sit trommespil.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...