Jeg oplevede ikke angst og blev ikke stresset, så jeg kan kun varmt anbefale det, lyder det fra en borger, der har prøvet det

Jobcenter Mariagerfjord har med stor succes holdt virtuelle rehabiliteringsmøder under coronaperioden.

Det skriver Mariagerfjord Kommune i en pressemeddelelse.

Det handler om jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob og førtidspension - sager, som har stor betydning for den enkelte borger.

- Det er derfor også en bevidst prioritering at etablere virtuelle rehabiliteringsmøder, så borgerne ikke oplever, at deres sagsbehandling går i stå under coronaperioden, siger Simon Mæng, arbejdsmarkedschef i Mariagerfjord Kommune.

- Vi oplevede i startfasen af coronaperioden at måtte aflyse planlagte møder, men dette var kun kortvarigt, hvorefter vi virtuelt har formået at køre alle vores møder som planlagt på området, tilføjer han.

Afviklingen af de virtuelle møder tager afsæt i politiske retningslinjer, som er udarbejdet under coronaperioden.

Retningslinjerne siger blandt andet, at borgerne individuelt skal give samtykke til et virtuelt møde.

- Hvis man politisk vælger at gøre denne fleksibilitet permanent, er min faglige vurdering, at vi vil kunne behandle flere rehabiliteringssager - og dermed hjælpe flere borgere inden for den nuværende tidsramme, siger Mette Sehested, fagkonsulent i Jobcenter Mariagerfjord.

Borger var ikke stresset

Det er ikke kun rehabiliteringsteamet, der oplever værdien af de virtuelle møder og den øgede fleksibilitet. Borgerne giver også udtryk for, at det fungerer rigtig godt.

- Jeg synes, det var meget dejligt at få muligheden for at vælge, at mit rehabiliteringsmøde foregik virtuelt. Det fik mig til at føle mig menneskelig og inddraget. Den virtuelle mødeform passer rigtig godt til mig og de udfordringer, jeg har med mit helbred.

- Jeg oplevede ikke angst og blev ikke stresset op til og under mødet, og jeg kan derfor kun varmt anbefale, at man som borger får mere medindflydelse på formen af møderne, så de tilpasses ens individuelle behov, siger Jesper Møller Pedersen i pressemeddelelsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...