Veronica Mortensen - synger 13. december som solist med Swingtime Bigband.

HOBRO: Torsdag aften 13. december byder Jazz Hobro nok en gang indenfor i VUC’s kantine på Blåkildevej 17 i Hobro.

Denne gang lægger Veronica Mortensen og det tyve mand store Swingtime Bigband fra Ålborg an til en overdådig julejazz-koncert.

Bigbandet får fornøjelsen af at bakke af landets førende jazzsangerinder op.

Sammen skaber de en forrygende aften i jazzens tegn.

Swingtime Bigband har netop stor erfaring med at bakke vores store sangere op.

Sidste år stod Ulla Henningsen på scenen, og tidligere har Sinne Eeg og Bobo Moreno stået i front.

Traditionen tro vil der blive fyret godt og grundigt op under både Rudolf, Santa Claus og en stribe andre evergreens når jazzen swinger derudaf.

Veronica Mortensen besøgte Café K i foråret med en kvartet og leverede ved den lejlighed en fantastisk jazzoplevelse.

Derfor lægges op til et meget glædeligt genhør med en stor jazzkunstner torsdag 13. december.

Billetter kan købes på himmerlandsbilletten.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...