Jakob Morild (nr. to fra højre) har denne gang selskab af Karsten Jansfort, Morten Wedendahl og Thomas Pakula, når han 12. november optræder i Den gamle Biograf i Mariager. PR-foto

Teaterkredsen Mariagerfjord præsenterer 12. november en juleforestilling for første gang - skal du med?

MARIAGER: Mandag 12. november har Teaterkredsen Mariagerfjord for første gang en juleforestilling på programmet, og det er ikke en helt almindelig én.

Café Liva fra Nyhavn vil i Den Gamle Biograf i Mariager fremføre årets juleforestilling: "Anden’s Verdenskrig - Liva på Jul".

- Og det bliver med garanti både fornøjeligt og hylemorsomt, bebuder Teaterkredsens formand, Kirsten Selchau.

Skuespiller, instruktør, satiriker m.m. Jacob Morild har flere gange tidligere kaldt smilet frem i Mariagerfjord, og det bliver bestemt ikke mindre underholdende af, at han denne gang har skuespiller Karsten Jansfort og de to revykomponister og kapelmestre, Morten Wedendahl og Thomas Pakula, med sig.

Grundsubstansen i forestillingen er Cafe Livas anmelderroste juleforestilling fra 2014, piftet op med helt aktuelle emner og indfaldsvinkler.

Blandt de spørgsmål, der tages op, er, hvorvidt julemanden er på overførselindkomst resten af året, om den lille Nisse, der rejste, er blevet ramt af 24-årsreglen, og om man bliver i sort humør, hvis julen er hvid?

Dermed er tonen vist så nogenlunde slået an.

Der er lagt op til en skønsom blanding af sort satire, crazy komik og musikalitet. Som optakt til forestillingen er der mulighed for at få serveret en let anretning på Postgården i Mariager, hvis man bestiller senest 5. november.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...