Velbesøgt Black Friday i Hobro, hvor juletræet også blev tændt. Søndag blev julemanden vækket

HOBRO: Smil, højt humør og god service glødede om kap med kundernes dankort, da Hobro i fredags havde en velbesøgt Black Friday.

Ud over massevis af handel og aktivitet i butikkerne bød aftenen også på tænding af juletræet på torvet, besøg af et par superligaspillere, julesange ved Hobro Garden, slikposer til børnene og årets juletale ved Hobro Handels nye Citychef, Torben Ringe Christensen.

Vigtigt at handle lokalt

Han mindede om, hvor vigtigt det er at handle lokalt, at aktiviteterne i Hobro er betalt af byens butikker, ligesom han kiggede lidt frem mod 2020’s aktiviteter i Hobro Handel.

Om julemanden også havde været til black friday vides ikke, men søndag klokken 11 var han helt frisk til at blive vækket til julens mange gøremål.

Det sørgede mange julestemte børn for på loftet i Bies Gård, efterfulgt af karetkørsel rundt i byen og krydret med starten på FDF-spejdernes hyggelige julemarked.

To gode og hyggelige dage, der for alvor sparkede julen i Hobro anno 2019 godt i gang.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...