Som led i ”Christmas Night” i gågaden torsdag 12. december indbyder Filmteatret dig til julestue med film fra klokken 16.30 til 20

HOBRO: Som led i ”Christmas Night” i gågaden torsdag 12. december indbyder Filmteatret dig til julestue med film fra klokken 16.30 til 20.

Julestuen foregår i Filmteatrets foyer, hvor bestyrelsen byder på lidt jule-kreativiteter for børn.

Nogle voksne hjælper børnene (og måske deres forældre) i gang med at føre påfundene ud i livet.

Samtidig har du mulighed for at købe kaffe, te og kakao til billige penge.

Der sælges også lidt sødt til ganen.

Tre danmarkspremierer

Fra klokken 18 vil der være mulighed for at se film.

Eksempelvis kan du se eller gense Grinchen klokken 18, hvor også Last Christmas vises.

Den biografaktuelle film over Wham-hittet gentages klokken 20, hvor du endvidere kan se Knives Out.

Kiosken holder åbent til kokken 22.

Endda vurderer Filmteatret, at danmarkspremieren onsdag 18. december besidder kalendergave-kvalitet.

Det handler såmænd om Star Wars: The Rise of Skywalker og to dage senere - fredag 20. vises Jumanji II.

Og dårligt er gaverne under juletræet pakket ud, førend den lokale bif melder sig med yderligere to danmarkspremierer.

Go’e gamle gnavne Grinchen

Onsdag 25. december kan du nemlig glæde dig både til Frost II samt til filmen over den populære musical Cats.

Og til sidste lige et par ord om juleklassikeren Grinchen, der tilbringer sin tid i en grotte uden unødig kontakt med omverdenen.

Han bor alene med sin trofaste hund, Max, som selskab, og han hader at blive forstyrret.

Mest af alt hader han måske at blive forstyrret af det årlige julehalløj i det nærliggende Hvemstrup.

Så det er noget af en opgave for Grinchen nogle gange at købe ind og risikere at møde sin lalleglade nabo, Kristtjørnsen, som selvfølgelig elsker julen.

Nemmere bliver det ikke, da beboerne i Hvemstrup agter at holde den største og mest fantastiske jul.

Øvvvvv.

Niels Olsen, Mikael Bertelsen og Lise Baastrup lægger danske stemmer til filmen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...