På lørdag indleder Jazz Hobro sæsonen med koncert som altid på Cafe K

HOBRO: Ligesom sidste år lægges der ud med en omgang frokostjazz, når Jazz Hobro lørdag 24. august tager hul på sin nye efterårssæson.

Musikken til frokosten leveres af Danmarks ubetinget mest erfarne jazzorkester, Kansas City Stompers, med klarinettisten Niels Abild som gennemgående figur.

Sammen med Niels Abild har Kansas City Stompers - med forskellige besætninger - huseret på de danske jazzscener lige siden 50’erne. Ved koncerten på Café K lørdag 24. august får orkestret musikalsk assistance af den sprudlende sangerinde, Rikke Mølgaard. Fredag 13. september er det violinisten, Kristian Jørgensen, der stiller op i Hobro sammen med en stjernebesat kvartet.

Kristian Jørgensen, der stolt viderefører arven fra salig Svend Asmussen, har bl. a. besluttet sig for at tage et par Kim Larsen-numre med i det repertoire af evergreens, som jazzmusikere tager afsæt i.

- Det bliver magisk, forudser Anders Ørberg fra Jazz Hobro. Fredag 4. oktober står Martin Lutz Group på scenen på Cafe K.

Seks musikere med tre saxofoner i front forener det bedste fra jazzmusikken med afrikansk musik, og med sig i bagagen har Martin Lutz Group bl. a. en Danish Music Award for deres tværkulturelle, velswingende musik. Torsdag 31. oktober er der ægte New Orleans-musik på programmet.

Fra selveste jazzens fødested får Café K besøg af banjomesteren, Don Vappie, der sammen med basunisten Finn Burichs orkester sørger for stemningen. Torsdag 12. december, er det tid til årets festlige julejazz-arrangement.

Af pladshensyn er julekoncerten også i denne omgang henlagt til VUC-kantinen på Blåkildevej i Hobro.

Det 20 mand store Swingtime Bigband fra Aalborg optræder til lejligheden sammen med den svenske basunist og sanger, Niklas Carlsson, som mange jazzelskere kender som frontfiguren i Second Line Jazzband.

Lørdag 28. december rundes efterårssæsonen - traditionen tro - af med en 4. juledags jazzaften på Café K.

Jack Street Band, seks unge, fyrige musikere og sangere fra København og Skåne, vil ovenpå julen fyre godt op under kedlerne med deres 30’er- og 40’er-swing og sørge for at jazzelskere kommer godt ind i det nye år. Nærmere oplysninger om de forskellige arrangementer kan findes på hjemmesiden jazzhobro.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...