Henrik Pedersen, Bies Restaurant, og Lars Lindbjerg - inviterer sammen til Kim Larsen-aften i Hobro i marts

HOBRO: En intim aften i nationalskjaldens tegn med god mad og vin - og masser af Kim Larsen-hits.

Det er, hvad hobroenserne kan se frem til i marts - med restauratør Henrik Pedersen, Bies Bryghus, og den lokale Kim Larsen-fortolker, Lars Lindbjerg, som hovedinitiativtagere.

- Jeg har siden Kim Larsens død gået og grublet over, hvordan jeg selv kunne formidle hans dejlige sange på en ordentlig og spændende måde, fortæller Lars Lindbjerg.

Udgangen på spekulationerne er blevet en VIP-aften for max 120 personer på Bies Bryghus med en tre retters menu, mulighed for vinmenu og ”Kim Larsen musik til den store guldmedalje”.

At netop Lars Lindbjerg giver den som Kim Larsen er ingenlunde nogen tilfældighed.

Helt tilbage i 2004 var Lars en bærende kraft i bandet Fifidongs opsætning af teaterkoncerten ”Historien om Gasolin” – en turné, der var Danmark rundt flere gange i en tre års periode med ingen ringere end Gasolins egen trommeslager, Søren Berlev, som en del af holdet.

Senest til årets Fjordfestival i Det Røde Pakhus, lige efter Kim Larsens død, blev Lars Lindbjerg hasteindkaldt til at give en lang solokoncert med Larsens sange som optakt til den egentlige festival.

Ved arrangementet i Bies Bryghus i marts bakkes Lars Lindbjerg op af ”de smukke unge mennesker”, alias tre musikere fra det lokale Dacapoband.

- Vi har lavet det lidt i det ”un-plugged” univers, - d. v. s med brug af en del akustiske instrumenter - for ikke at blæse publikum helt ud af salen men også for at ramme den stemning og lyd, som Kim Larsen & Kjukken var så kendte for.

- Og rent musikalsk kommer vi så i øvrigt hele vejen rundt: Gasolin, Midt om Natten, tiden med Bellami og Kjukken, men bestemt også Larsens soloudgivelser hvor især pladen ”Værsgo´” har en stor plads i mit hjerte, annoncerer Lars Lindbjerg.

Billetter til arrangementet kan købes fra tirsdag 11. december via hjemmesiderne biesrestaurant.dk og billetsalg.dk og selvfølgelig også fysisk på Bies Bryghus i restaurantens normale åbningstid.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...