Kim Nyby, Hobro, drømmer om at være med på skydebanen, når verdens bedste para-atleter i 2020 mødes til OL i Tokyo

HOBRO: Nogle gange går livet ikke helt som planlagt. Sådan var det eksempelvis for Kim Nyby fra Hobro, der for 35 år siden kom ud for en alvorlig ulykke på motorcykel, der betød, at han mistede en arm og et ben.

Livsglæden, viljen og ambitionerne med livet mistede Kim dog ikke, hvilket blandt andet har gjort ham til en af verdens bedste parasports-udøvere i lerdueskydning.

Inden Kim kom ud for ulykken, havde han i mange år dyrket lerdueskydning. En sportsgren, hvor man bruger et haglgevær til at ramme små bevægelige skiver af ler, også kaldet lerduer. De små lerduer skydes ud på en afstand mellem 75-80 meter, hvilket lyder som en udfordring for alle, men forestil dig at gøre det med kun én arm, ét ben og en benprotese. - Det var selvfølgelig en kæmpe omvæltning i mit liv, da jeg blev handikappet, men det skulle ikke bremse mig i det, jeg kunne lide at lave. Siden jeg var en lille knægt, havde jeg elsket at dyrke lerdueskydning, så det ville jeg fortsætte med, fortæller Kim, der i mange efter ulykken dyrkede lerdueskydning på hobbyplan, inden det i 2014 blev mere seriøst.

Stillede op for Danmark

- For fire år siden valgte jeg at skifte til den sværeste og hurtigste disciplin i lerdueskydning, kaldet OL-trap. Her kom jeg ret hurtigt til at repræsentere Danmark ved et større parasport-stævne i Italien, og det gik rigtig godt. Jeg vandt en sølvmedalje.

- Det gav mig selvfølgelig blod på tanden, og siden har jeg stillet op for Danmark ved syv forskellige udenlandske stævner, hvor jeg er endt på podiet alle gangene. Senest har jeg deltaget i et World Cup-stævne i Emiraterne, hvor jeg vandt en bronzemedalje, fortæller Kim, der i den kommende tid har to udlandsstævner i henholdsvis Frankrig og Italien - sidstnævnte handler såmænd om intet mindre end verdensmesterskabet.

Drømmer om VM-titel

- Jeg glæder mig til de to stævner og har en klar ambition om at blive verdensmester, ligesom det også er ambitionen at komme med til handicap-OL, også kaldet de paralympiske lege, i Tokyo i 2020, lyder det målrettet fra Kim, der efterhånden har nået en alder af 58 år, hvilket han dog kun ser som en fordel.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...