OPTIMISME: Arrangørerne tror fuldt og fast på et skue 2. og 3. oktober

HIMMERLAND: Sommerens Hjallerup Marked med op mod 200.000 besøgende opgav før påske at gennemføre i 2020.

Næsten samtidig meldte landsdelens største indendørs Kimbrerskuet til gengæld ud, at de tror på et skue 2. og 3. oktober Messecenter Himmerland.

Lang tids planlægning

- Vi har en tro på, at vi i Danmark - og forhåbentlig også i resten af verden - vil være på den anden side af denne epidemi, når vi kommer til efteråret, hvor alle begrænsninger i forhold til forsamling af mennesker forhåbentlig er ophævet, siger direktør Brian Otte, Messecenter Vesthimmerland.

Med mindre end seks måneder til, at dørene til dette års Kimbrerskue åbnes, er arrangørerne gået i gang med at planlægge.

Allerede nu bebuder arrangørerne, at der ikke bliver nogen høstfest fredag 2. oktober.

Forklaring følger senere.

- Styregruppen bag Kimbrerskuet har holdt et møde, hvor vi i lighed med rigtig mange andre i denne tid gjorde brug af moderne teknikker med videomøde, hvor vi sad bag hver vores computer, fortæller formand for Kimbrerskuet Hans Ulrik Lund.

Ingen høstfest i år

- Arbejdet med at planlægge skuet er omfattende. For ikke at komme i tidsnød senere på året er det vigtigt, at vi går i gang nu, begrunder han.

- Vi har nogle nye ting i støbeskéen til Kimbrerskuet 2020 .

- Blandt andet vil vi ændre på programmet på skuets første dag - fredag, der traditionelt står i malkekvægets og kødkvægets tegn.

- I mange år har vi afsluttet første dag med en høstfest, hvor landbrug og byboere kunne mødes over et måltid mad og lidt underholdning. Men opbakningen har været lidt vigende de senere år.

Flere dyr vises frem fredag

- Så i stedet for at holde høstfest, fortsætter show og præsentationer i ringen indtil klokken 20.00, hvor skuets første dag lukker, bebuder Hans Ulrik Lund.

Messecenter Vesthimmerland kontakter nu de faste maskinudstillere og torvemarkedsudstillere, der fylder godt med deres stande.

- Ligeledes indkalder vi vores dyreudvalg til møde i starten af maj, så vi også får sat skub i den store planlægning med at få samlet en masse dyr til Kimbrerskuet, uddyber Hans Ulrik Lund.

Fantastisk opbakning

- I fjor fik vi en fantastisk stor opbakning fra især avlere af malkekvæg og kødkvæg, og vi forventer at fastholde samme høje niveau i 2020.

- Ligeledes har vi igennem adskillige år nydt godt af en stor udstilling af heste, får, kaniner og fjerkræ, fremhæver Hans Ulrik Lund.

Kimbrerskuet arrangeres i et samarbejde mellem Messecenter Vesthimmerland, NF Plus og Agri Nord.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...