Både i Øls, Hørby og Døstrup tages der i år forskud på julen allerede 23. december

Overalt i Danmark bliver det i år en jul i coronaens tegn.

Diverse restriktioner har sat en stopper for de traditionelle julegudstjenester med propfulde kirker juleaften, og i bl. a. Hobro og Assens har man derfor lejet sig ind i de lokale sportshaller 24. december for på den måde at skaffe plads til flere kirkegængere.

I Øls, Hørby og Døstrup sogne går man en anden vej, oplyser sognepræst Anders Tranholm-Bjerg.

Julegudstjenesten holdes fortsat i kirken.

Til gengæld tages også lillejuleaftensdag i brug, og der bliver således holdt tre gudstjenester både 23. og 24. december.

Man skal på forhånd melde sig til hos præsten, hvis man ønsker at deltage i én af de seks julegudstjenester - og det samme gælder gudstjenesten nytårsaften.

- Vi håber på den måde, det vil lykkes at imødekomme ønsket om at komme i kirke til jul, lyder meldingen fra de tre sogne vest for Hobro.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...