Kundesvigt får nu ejerkreds til at kaste håndklædet i ringen her i juni

RØRBÆK: Efter to år stopper den daglige leder af Min Købmand på Skovmosevej i Rørbæk nu for at finde nye udfordringer, og det har fået bestyrelsen i skikkelse af ejerkredsen på tre lokale personer til at meddele, at de har valgt, at de heller ikke længere vil fortsætte.

Det har de i forlængelse af bestyrelsesmødet forleden meddelt på et opslag på facebook samt på en seddel på opslagstavlen ved indgangen til butikken.

- Skulle andre eventuelt være interesseret i at drive købmandsbutikken videre, har vi givet en frist til mandag 18. juni klokken 12. Her kan de få et tilbud om at skulle betale nul kroner i husleje de næste to år, men indtil videre er der dog ikke nogen, der har reageret på tilbuddet, forklarer elinstallatør Jesper Høgfeldt Sørensen.

Lokal ejerkreds

Sammen med tre andre i en lokal investorgruppe overtog han for knap fire år siden i november 2014 købmandsbutikken, da Rørbæk Dagligvarebutik og ejendomsselskabet bag blev opløst på en ekstraordinær generalforsamling i Rørbæk Forsamlingshus.

Det skete efter deres eget udsagn udelukkende af idealistiske grunde. Købsprisen for hele bygningen på Skovmosevej 1 og varelageret var dengang restgælden samt kassekreditten.

De tre andre parter i det dengang nystiftede selskab Rørbæk Storcenter ApS. var vognmand Finn Wulff Andersen, tømrer - og snedkermester Jesper Lund og ægteparret Jens og Jenny Wraa.

Siden er vognmand Finn Wulff Andersen trådt ud af ejerkredsen, og de tre øvrige parter har overtaget hans andel.

Lokale svigter butikken

Jesper Høgfeldt Sørensen lægger ikke skjul på, at han mener, at de lokale svigter købmandsbutikken i Rørbæk ved at handle deres dagligvarer andre steder.

- Godt nok arrangerede vi for halvandet år siden et borgermøde, hvor folk blev opfordret til at handle mere lokalt for at bevare en dagligvarebutik i Rørbæk. Det glemte de dog hurtigt, og det betød en nedgang i omsætningen på 400.000 kr. sidste år. Vores nuværende dygtige leder, personalet og de frivillige har dog sammen nu løftet butikken til et rigtig godt niveau, pointerer han og tilføjer:

- Men efter knap fire år med udfordringer med butiksdriften vælger vi tre ejere nu ikke at fortsætte. Da vi overtog butikken, gav vi den jo også to år til at bevise, om den kunne overleve ved, at byen støttede op om den ved at handle lokalt.

Lukker ved udgangen af juni

Som medejer tvivler Jesper Høgfeldt Sørensen stærkt på, at andre er interesserede i at drive købmandsbutikken i Rørbæk videre.

- Det betyder, at butikken lukker helt ned her ved udgangen af juni, og hvad der skal ske med bygningen fremover har vi på nuværende tidspunkt i ejerkredsen slet ikke taget stilling til, forklarer han.

Allerede på nuværende tidspunkt kan der ikke længere købes tips og lotto i købmandsbutikken, og det er også slut med apoteksvarer samt dagligt brød fra bageren i Nørager.

På samme tid er de daglige åbningstider reduceret markant i købmandsbutikken i Rørbæk, der oprindelig var ramme for brugsforeningen i Rørbæk frem til lukningen 31. december 2011 efter 118 års virke.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...