Den lokale kunstner Rüdiger Busch har udsmykket ventesalen på Hobro Station

HOBRO: Selvom der ikke var nogen officiel afsløring med taler og en snor, der skulle klippes, blev det alligevel markeret fredag, at ventesalen på Hobro Station fik et nyt smukt maleri. Udført af den lokale kunstner Rüdiger Busch.

- Vi fik idéen til maleriet, da Rüdiger henvendte sig til Fonden Hedehuset for et par måneder siden, fordi han gerne ville i praktik. Her tænkte vi, at han kunne bruge praktikperioden på at gøre det, han er bedst til, nemlig at lave et maleri i anledning af, at Hobro Station fylder 150 år, siger Carsten Bredahl, direktør i Fonden Hedehuset, der er en socialøkonomisk virksomhed, som driver forskellige sociale tilbud for børn, unge og voksne, og som har hjemme på Hobro Station.

- Det er rent faktisk blevet til to malerier. Det ene hænger inde i caféen, og så det helt nye, der nu pryder endevæggen i stationens ventesal.

Rüdiger Busch har været rigtig glad for arbejdet med de to malerier, og det endelige resultat.

- Maleriet inde caféen blev hængt op for et par uger siden. Det passer godt til stemningen i caféen, og forestiller en spisevogn med en lang række forskellige personligheder. Et billede med mennesker i fokus, fortæller Rüdiger Busch, og fortsætter:

- Her er det noget anderledes med billedet ude i ventesalen. Det forestiller Hobro Station udefra. En bygning, der sammen med Hobro Theater, er min helt klare favoritbygning i Hobro. Stationen er utrolig smuk og meget interessent, og så har jeg engang malet vinduerne på bygningen. Det var dengang, jeg arbejdede som bygningsmaler.

- Jeg har også engang besøgt en ældre herre, der boede i lejligheden ovenpå ventesalen, og her havde han noget blomstret tapet. Den type blomster, der var på tapetet, har jeg taget med på maleriet, fortæller Rüdiger Busch, der i mange år arbejdede som teatermaler, hvor han har malet kulisser på store teatre i både Aarhus, Aalborg og København.

Udover lancering af Rüdiger Buschs maleri markerede fredagen også starten på efterårsferien, hvor der vil være godt gang i aktiviteter og lækkerier på Café på Banen, der er en beskæftigelsesindsats for ledige borgere med andre udfordringer end ledighed.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...