Hobro Svømmeklub prægede de danske årgangs- og juniormesterskaber på Sjælland i en disciplin tidligere kendt som synkro svømning

HOBRO: Hobro Svømmeklubs synkrosvømmere - nu kendt som kunstsvømmere - har deltaget i de danske årgangs- og juniormesterskaber i Jyllingehallerne på Sjælland i november.

Fire af svømmerne har også været en tur i Prag, og alt i alt blev det blev til medaljer af både guld og sølv samt andre fine placeringer.

Alle danske klubber med kunstsvømning på programmet var repræsenteret ved mesterskaberne på Sjælland..

Hobro havde sendt to juniorer afsted, som begge kunne hænge guld om halsen.

Maiken Svanholm tog overbevisende guldet i solo musikprogram.

Her fik hun 67,23 point, hvilket var intet mindre end 7,19 point mere end svømmeren på andenpladsen.

Maiken og Marie suveræne

Maiken deltog også i en duet sammen med Marie Frandsen.

Sammen viste de to Hobro-svømmere rigtig højt niveau og beviste med en afstand på næsten 10 point ned til nummer to, at de hører til blandt nogle af de bedste inden for dansk kunstsvømning i junior duet.

Så guldmedaljen skulle naturligvis med hjem til Hobro.

Hobros yngste - nemlig op til 12 års alderen, måtte såmænd også en tur på medaljeskamlen.

Velfortjent sølvmedalje

C-holdet på seks piger - Freja Andersen, Natasja Andersen, Lærke Siem, Viktoria Bork, Freja Asp og Malou Graves - stillede op i musikprogram for hold.

De fik en velfortjent sølvmedalje med hjem med deres energiske og muntre musikprogram.

Hobro stillede også op med en duet i musikprogram blandt 12 år og yngre.

Det var første gang Freja Asp og Malou Graves skulle lave en duet ved en konkurrence, så nervøsiteten var stor, men de klarede sig flot og fik hængt sølvmedaljen om halsen.

De ældste I ilden i Prag

Ugen derpå ventede Prag

Her var de ældste svømmere i ilden igen - men altså noget længere væk.

De ældste kunstsvømmere i skikkelse af Maiken Svanholm, Marie Frandsen, Emilie Momme og Cecilie Højmark tog til internationalt stævne i Prag kaldet Christmas Prize Prague 2018.

Her fik de fornøjelsen af at deltage i både solo og duet og dyste mod flere europæiske nationer og foran et noget større publikum, end de er vant til.

Som ventet var det især de russiske kunstsvømmere, der løb med medaljer.

Men stævnet har givet god inspiration og udfordring til svømmerne, som håber at kunne deltage næste år også.

Nye udfordringer venter

Næste års sæsonen for Hobros kunstsvømmere byder allerede på udfordringer til februar.

Her skal Hobro Svømmeklubs afdeling for kunstsvømning 2. februar være vært ved de vestdanske mesterskaber i kunstsvømning.

Disciplinen kan bedst beskrives som en dans eller ballet i vandet.

Den kræver god kondition og styrke. Hobro Svømmeklub er en af de få klubber i Danmark, der har en afdeling for kunstsvømning.

Indtil det tog navneforandring i år var kunstsvømning kendt som synkrosvømning.

Har du lyst til at prøve, skal du bare kontakte Hobro Svømmeklub.

Kunstsvømning er bedre kendt som synkronsvømning, men i 2018 blev navnet officielt ændret til Kunstsvømning.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...