Efter en planlægnings- og høringsperiode, som ikke har været uden knubbede ord, er det ambitiøse Ny Blåkilde-projekt i Hobro nu på vej ind i næste fase

Som et tydeligt signal om dét sætter Mariagerfjord Kommune nu sin del af Ny Blåkilde-projektet til salg, og borgmester Mogens Jespersen er på forhånd ikke i tvivl om, at der er tale om en grund, der vil vække investorernes interesse.

- Grunden har et enestående potentiale, og jeg er sikker på, at mange investorer kan se mulighederne for at skabe et spændende projekt, som både skaber liv på havnefronten og et flot afkast.

- Ny Blåkilde vil give Hobro et kæmpe løft, og jeg glæder mig til, at det bliver en realitet, siger han.

Grunden, som nu sættes til salg, er på i alt 11.907 kvadratmeter, og stregerne til det overordnede projekt er slået af den internationalt anerkendte arkitekt og byplanlægger, Jan Gehl, som i løbet af sin karriere har haft stor betydning for udviklingen af bæredygtige bymiljøer i hele verden.

Netop samarbejdet med Jan Gehl er også noget af dét, Mogens Jespersen lægger vægt på i sin salgstale for Ny Blaakilde-projektet.

- Tænk, at en arkitekt, som sætter sit præg på metropoler i hele verden, også sætter et fingeraftryk på en helt ny bydel midt i Hobro.

- Området er en lækkerbisken for potentielle investorer, og det bliver det naturligvis også for dem, der er så heldige at komme til at leve og bo i Ny Blåkilde, forudser borgmesteren i en pressemeddelelse fra kommunen.

Den 11.907 kvadratmeter store grund, som nu sættes til salg, indgår som en del af et større sammenhængende område, som også kommer til at rumme et attraktivt stisystem, fællesområder og et torv med offentlig adgang.

Kommunens del af området udbydes til salg i en budrunde fra 10. juli, og mindsteprisen er på forhånd sat til 13 mio. kr. excl. moms.

Området er omfattet af lokalplan nummer 151/2020 og kan rumme i alt cirka 60 attraktive boliger.

Udbudsmaterialet vil kunne findes på kommunens hjemmeside fra 10. juli.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...