Mariagerfjord Kommune tilbyder nu pårørende til langvarigt syge hjælp til at håndtere hverdagen med en kronisk syg

HOBRO: Mariagerfjord Kommune tilbyder nu hjælp til voksne pårørende til langvarigt syge.

Det sker med kurset "Lær at tackle hverdagen som pårørende".

Deltagerne vil få råd om at passe på sig selv, bede om hjælp og bevare sociale relationer, som kan øge deres trivsel.

Kurset giver også mulighed for at møde andre pårørende, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Stor belastning i hverdagen

- Vi ser, at pårørende bliver syge, fordi de er under stor belastning i hverdagen, siger Jan Andersen (UP), formand for sundheds- og omsorgsudvalget i Mariagerfjord Kommune.

- Det er både følelsesmæssigt og praktisk krævende at være pårørende til en, der er syg i rigtig lang tid, og de kan selv ende med at blive stressede, deprimerede eller endda kronisk syge.

- Derfor er det godt, at vi tilbyder de pårørende noget hjælp, siger Jan Andersen.

Kurset henvender sig til voksne, der er pårørende til mennesker med langvarig sygdom eller funktionsnedsættelse.

Det kan være ens partner, forældre, søskende eller nære venner, der er ramt af sygdom som fx depression, kræft, hjerneskade, KOL eller demens.

Når pårørende opnår indsigt

- Kurset er et frirum, hvor pårørende mødes med ligestillede og har mulighed for at drøfte emner, som ellers kan være vanskelige at tale om.

- Når pårørende får større indsigt i problematikkerne, øger de deres muligheder for at gøre noget aktivt og dermed skabe forandring, siger Line Haugaard de Vries, koordinator for "Lær at tackle"-kurserne.

Kurset varetages af mennesker, der har erfaring med at være pårørende, og som er blevet uddannet til at lede kurset.

Det begynder 1. november kl. 15.30-18 på Hobro Alderdomshjem.

Der er tilmelding til Line Haugaard de Vries på 30 69 52 11 eller livri@mariagerfjord.dk senest 11. oktober.

Indsatsen på kurset er udviklet af Komiteen for Sundhedsoplysning i samarbejde med Københavns Kommune.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...