ÅRSMØDE: indbudte gæster vil 30. januar i Handest give dessiner om, hvordan man skaber god balance mellem land og by

Der bliver i år ikke udpeget nogen ”årets ildsjæl”, når op mod 100 repræsentanter fra de mindre lokalsamfund i Mariagerfjord Kommune samles til årsmøde i Landdistriktsrådet.

Det foregår torsdag 30. januar i Aktivitetshuset i Handest, Skolebakken 4,

I stedet har Landdistriktsrådet til lejligheden fået produceret en række små film, der viser, at kommunens ildsjæle fremdeles lever i bedste velgående.

Årsmødet afvikles denne gang i det nye aktivitetshus i Handest, og årets gæsteoplægsholdere vil være byrådspolitiker Thyge Bjerring, Vejle Kommune, og konsulent Jørgen Nielbæk, Varde Kommune.

Vejle og Varde

Thyge Bjerring vil fortælle om, hvordan man i Vejle gennem en årrække har arbejdet med at skabe god balance mellem land og by.

Det skete via landsbyprogrammer, nærdemokrati og lokalråd, og Jørgen Nielbæk vil i sit indlæg illustrere, hvordan man i Varde har arbejdet aktivt med lokale udviklingsplaner.

Alle lokalområder i Varde Kommune får udarbejdet en plan, og kommunen har efterfølgende afsat en større pulje til at realisere nogle af de ideer, som nedsatte borgergrupper så efterfølgende kan sætte i søen.

God udviklingsplan

Noget i samme retning ser formanden for Landdistriktsrådet i Mariagerfjord, Kim Knudsen, også gerne afprøvet i fjordkommunen.

- En god lokal udviklingsplan og en række ildsjæle, der har lyst til at tage fat, er nøglen til, at vi får levedygtige landsbyer.

- Det er afgørende, at der er lokale, der vil tage fat, men de skal jo samtidig opleve medspil fra Landdistriktsråd, kommunen samt de lokale puljer.

Ellers bliver det op ad bakke, konstaterer han.

Mariagerfjord Kommune er i forvejen i fuld gang med en proces med henblik på udformningen af en ny landdistriktspolitik, der formentlig kan godkendes af byrådet i foråret.

Ny landdistriktspolitik

Politikken hviler på de mange anbefalinger, som en arbejdsgruppe i november præsenterede for byrådet.

Udover at se frem vil Kim Knudsen på årsmødet i Handest også se tilbage på aktiviteterne i det forgangne år.

Netop i 2019 har der været en del udskiftning blandt rådets medlemmer, hvilket har påvirket gennemsnitsalderen i nedadgående retning.

En udvikling, som formanden overordnet betegner som positiv.

- Det er altid rart med fornyelse og nye øjne på arbejdet, bemærker Kim Knudsen.

Trubaduren fra Vendsyssel

Årsmødets mere underholdende indslag bliver en minikoncert med trobaduren fra Vendsyssel Mikael K.

Han er kendt for, blandt andet sammen med sin gruppe Klondyke, at levere sange fra og om udkanten.

Mikael K. og har for nylig lavet specialsange om udvalgte nordjyder i en række programmer på TV2 Nord.

Årsmødet har et maximalt deltagerantal på 100 personer.

Man vil nemlig gerne sikre sig gode rammer for afviklingen i det nye aktivitetshus i Handest.

Tilmelding til årsmødet foregår via hjemmesiden www.mariagerfjord.org

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...